Sandhed #140


Hverdagsjunkie, Hvileløse fortællinger, Sorg / fredag, maj 25th, 2018

Det er som om at mange af svarene dukker op, når man sænker paraderne.
Det gør de i hvert fald for mig. ❤️

Det er svært for mig at skrive den historie, som jeg tøvende bevæger mig ud i. Men jeg er ikke bange for mig selv – det er jer, jeg bliver bange for. Det lyder afsindigt mærkeligt, men jeg kan blive så bekymret for, om I – mine kære venner og familie – bliver for bekymrede for mig, når jeg lukker op for skrinet med de mest vanvittige fortællinger om dengang.
Giver det mening at sige sådan?
Når jeg fortæller, så gør jeg det fra et sted med overblik, tålmodighed, oprigtighed – og meget, meget stor forsigtighed.
Jeg ved, hvad jeg har levet, og jeg ved, at jeg valgte det. At leve.
Men det strammer sammen i halsen på mig af bekymring for, hvor forskrækket jeg kommer til at gøre jer.
Mine venner. Min familie. Jer, der var der. Og jer, der først er stødt til senere. Jeg bliver klam i håndfladerne over at komme til at såre nogen. Fortælle en historie, som I ikke har lyst til at kende. At fortælle én af mine sandheder – uanset, hvor mange år der er passeret i mellemtiden, eller hvor enige vi kan være om at sandheder altid vil være subjektive – som dog alligevel kan blive anledning til splid.

Det er der, jeg kommer fra. Fra splid. Jeg er et produkt af det, og uanset hvor rationel og voksen jeg nogensinde bliver, vil det altid være der;
Behovet for harmoni. Behovet for at glatte ud. Tale det rart igen. Passe på, at alle forstår. At ingen bliver ladt tilbage.
Men der er historier, som skal fortælles. Fordi det er vigtigt, at de bliver fortalt. Fordi der sidder kvinder og tror de er forkerte eller alene, hvis de har det som de har det. Og det bliver jeg nødt til at fortælle dem, de ikke er – ved at dele nogle af mine egne fortællinger.

Men når man sænker paraderne, så kommer svarene oftest af sig selv. Som i dag med dette opslag hos @brenebrown der ramte mig med en mavepuster lige i hjertet.

Det er en svær historie, den jeg er ved at bevæge mig ud i.
Jeg lover jeg er nænsom. Og jeg LOVER, at den eneste og allervigtigste grund til overhovedet at fortælle den er, at den gør mig stolt. Den gør mig stolt, fordi det er historien om at blive til mig selv.
Til Trine.

(Visited 6 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *