Sandt


Der sker så vanvittigt mange ting lige i disse dage – derovre i arbejdslivet.

Det er et grotesk paradoks; at føle sig som en smule hjemmegående storstrikkende snart-4-børns-mor – samtidig med at min virksomhed får nye opgaver og det kreative samarbejde jeg har kastet mig ud i spirer i forårskådhed.

Paradokset er til at føle på; nogle dage sidder jeg herhjemme med strikketøjet i sofaen. Måske en lille lydbog og en kop te.

Og andre dage spunser jeg afsted til 5-timers-møder, hvor indviklede foreningsregler og udviklingspotentialer bliver klarlagt.

Jeg skal dælme holde tungen lige i munden, og jeg mærker mit gamle forhold til stressen puste mig ømt i øret.

Men alligevel er det anderledes denne gang.

For jeg bestemmer selv!

Og noget af det jeg bestemmer er, at jeg aldrig vil derhen igen, hvor stress og ulykkelighed vokser sig for stor.

Det er ikke hele tiden det lykkes for mig, men jeg øver mig (!!#&?!) i at være lige dér hvor jeg er mens jeg er der. Og husker mig selv på, at 80 % af alt jeg bekymrer mig om aldrig nogensinde bliver til noget (så hvorfor gøre sig besværet)

Og så gør jeg mig helt enormt umage med at afsætte dage i min kalender, hvor jeg ikke er omgivet af andre mennesker. Dage til stilhed, hvor mit sind kan indhente min krop. Og omvendt.

Det hjælper. Og jeg tror det er vejen frem.

Og samtidig niver jeg mig i armen og kan ikke fatte at det er sandt?

At jeg rent faktisk er ved at bygge mig det arbejdsliv jeg aldrig havde troet var muligt?

Men det er det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *