Se min kjole

Men ret skal være ret; jeg har ting hængende som jeg meget nødigt vil skille mig af med!

Det er i virkeligheden fortællingerne og forestillingerne om disse ting jeg bliver så glad for – mine skønne sager får så meget værdi af at have historier at binde på ærmet.

Denne kjole er en absolut garderobefavorit, og jeg bruger den alt for sjældent i forhold til hvor glad jeg er for den! Jeg har som sagt en desideret afhængighed af kjoler – det må være noget med hvordan de får mig til at føle mig særligt feminin, eller håndværket, konstruktionen der fængsler.

Jeg var ude og gå en tur i min by (provinsflække), og jeg havde efterhånden afskrevet genbrugsbutikken som mulig guldgrube efter jeg adskillige gange med håb og tålmodighed havde stået på hovedet i kasser og sække – men uden det store held.

Men lige denne dag fik jeg en pludselig indskydelse – de kommer tit til mig, og indrømmet, jeg handler ofte på mine indskydelser fordi min nysgerrighed er større end min fornuft.

Mine hænder bladrede gennem matte stakke af sirligt sammenfoldede bigsize t-shirts og frotté, men lige i det øjeblik jeg opgivende trak følehornene til mig fik mine hænder fat i et stykke stof der forlangte at blive rørt ved, set på.

Den så ikke ud af meget som den lå dér i bunken. Lidt sort og lidt guldtråde. Syntetisk materiale, som jeg ellers plejer at gå en stor bue udenom. Men noget kaldte på mig, og jeg blev nødt til at folde den ud og tage den i nærmere øjesyn.

Jeg lyver ikke, det var nærmest som om himlen åbnede sig og lod en lyskegle ramme kjolen og åbne mine øjne:

Hellang sort kjole, skræddersyet. Pufærmer og syet ind i taljen. Og de yndigste guldstriber overalt, der fangede lyset og drillesyge glimtede til mig.

Størrelsen var perfekt, og da jeg dansende var hjemme skyndte jeg mig at korte kjolen af til knæet.

Jeg er vild med kjolen, og jeg bliver i vanvittig godt humør når jeg fantaserer om hvem der engang har fået den syet. Hvem var hun? Ung? Gammel? Hvad skulle hun bruge den til? Tænk hvis hendes datter skulle giftes og hun – brudens mor – havde fået lavet denne kjole til en helt særlig dag. Eller har hun haft den på den aften hun for alvor vidste at hun stod overfor manden i sit liv? Måske har det været kjoleN – den evige, sikre vinder – der trofast hang på hende hver gang hun skulle ud?

Hvor ville jeg ønske den kunne fortælle mig sine historier.

Men det gør ikke noget – forestillingen om de fortællinger den bærer med sig er en værdi i sig selv.

Når jeg har den på bliver jeg lykkelig ved tanken om, at en anden kvinde engang har følt sig lykkelig i præcis den samme kjole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *