Sekten har fået ram på mig


Kreativitet / søndag, december 13th, 2015

 

Det hele startede for cirka 7 år siden.

Jeg savnede noget – og som alle andre, der savner noget, så begyndte jeg at lede.

Der gik ikke lang tid, inden jeg faldt over noget, der godt kunne minde om dét jeg ledte efter.
Jeg besluttede mig for at give det et forsøg.

I starten lidt forsigtigt.
Jeg var genert og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe den an. Tvivlede lidt på mine egne evner. Tvivlede lidt på ægteheden, oprigtigheden.

Jeg var bekymret for om jeg var ved at blive snydt. Taget ved næsen. Om det nu også kunne være rigtigt, at det var lykkedes mig at finde dét jeg søgte.

Men det virkede oprigtigt nok. Ægte nok. Så jeg blev hængende.

Og inden jeg fik set mig om, så var jeg fanget ind i et spind, som jeg ikke længere kan slippe fri af.
Det omslutter alt. ALT, simpelthen.

Jeg er uendelig fortabt, og kommer aldrig nogensinde fri igen.

Det minder faktisk lidt om at være en del af en sekt.
Udefra set, så virker det lige så fuldstændig hovedrystende tvivlsomt, det jeg gør:

– Jeg bruger utrolige mængder tid og energi på noget, som ikke er synligt.
– Jeg køber ting, som ikke findes i virkeligheden.
– Der findes mennesker i sekten, som er karismatiske, og prædker om en ny verdensorden.
– Jeg taler om det hele tiden.
– Det fylder konstant i mit liv, i min mands liv, i mine børns liv.
– Jeg er for evigt overbevist om, at sekten har ret i sit verdenssyn.
– Jeg drømmer om det om natten.
– Det er altafgørende for hele min eksistens, at jeg forbliver en del af sekten.

Nej, jeg pjatter bare 😉

Det er selvfølgelig det kæmpestore online virtuelle fællesskab på nettet, som jeg taler om.

De sidste 7 år har ændret hele min måde at tænke både venskaber, familieliv og forretning på.

Siden jeg startede min første blog har det ene skridt ført det næste med sig, og i dag kan jeg umuligt forestille mig ikke at være en del af mine online fællesskaber.

På nettet har jeg fx de stærkeste venindebånd, jeg nogensinde har oplevet i mit liv.
Vi snakker om alt det veninder snakker om, og mundhugges også i ny og næ
– de er mere virkelige for mig end nogen andre veninder, jeg nogensinde har haft. På trods af vi sjældent ses ude i virkeligheden.

Det er også på nettet at jeg har det stærkeste netværk af ligesindede iværksættere.
Dem ‘mødes’ jeg med i forskellige sammenhænge:
Nogen af dem snakker jeg om garn og design med. Andre steder snakker vi om sociale medier. Andre steder igen er jeg med i lukkede klubber, hvor vi bliver klogere og sparrer med hinanden – fx om at skrive den her slags mails.

Men de steder jeg holder mest af på hele www er mine strikke-klubber.

Det er der jeg snakker med andre, der også kan få kuldegysning af fryd over en helt bestemt farve garn.
Når vi falder over en virkelig lækker opskrift, som er pissegodt skrevet.
Når vi har brug for hjælp til at løse ét eller andet problem.
Når vi mangler hjælp til at vælge farver til det næste strikkeprojekt.

Og især-især-især når vi har strikket noget færdig, som vi har RÅ-meget lyst til at blære os med til nogen, der ved, hvad det handler om.

Den Sorte Strikkeskole er sådan en sekt.. øhm, jeg mener… klub 😉

Det er det sted, hvor du ikke sidder og strikker alene.

Det er dér du kan skrive og spørge om hjælp til din opskrift – og hvor du faktisk kan forvente at få svar nærmest med det samme.

Det er dér, hvor vi hepper RÅ-meget på hinanden, fordi alle ved hvor fedt det føles, når nogen klapper af dét man selv har strikket.

Det er dér, hvor du kan blive klogere og lære noget nyt, men hvor rarheds-faktoren er så stor, at du nok skal stritte ret voldsomt imod, hvis du vil undgå at finde nye venskaber og netværk.

Jeg ELSKER min lille online sekt, og jeg glæder mig helt vildt meget til at invitere dig indenfor i Den Sorte Strikkeskoles hemmelige hule.

 

Du vil gerne være med i hulen, ik’ Mulle? 

 

Kærlig hilsen Trine

 

 

(ps. Vi har kun ét optagelsesritual. Og det er det her….)

(Visited 152 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *