Skaber sig


Hverdagsjunkie, Morperspektiv / tirsdag, september 20th, 2016

Og ud af døren strøg han.

Krøllerne hvirvlende om hovedet, lilla lak på neglene, sorte jeans, en forfjamsket samling af klirrende smykker og hans uundværlige halstørklæde, som skjuler både adamsæble og skægvækst.

“Hvordan har du det?”, spurgte jeg.

“Jeg er spændt og nervøs”, svarede han. “Men er det ikke to sider af samme mønt?”

Og kiggede på mig med de største, mest ærlige, spørgende øjne, som om han forventede at jeg ville kunne se lige ind i ham, og fjerne al hans usikkerhed.

Men det kan jeg ikke. Hans usikkerhed og nervøsitet er kæmpestor. Men min er større, tror jeg.
Jeg blev nødt til at sige det til ham i går.

Tidspunktet var nøje valgt, for drama er hans favorit-ret, og jeg gør alt jeg kan, for at styre udenom at fodre ham med næring til at skabe mere drama omkring hans situation.

Vi stod og vaskede op, og jeg vidste det var tid til at fortælle ham præcis, hvor han har mig.
“Du ved jeg elsker dig overalt på jorden, og jeg er vild med dig præcis som du er. Men jeg bliver nødt til at fortælle dig præcis hvad jeg mener – så du ved, hvor du har mig.
Du er fantastisk som du er. Så vær det. Vær lige præcis den du er, fuldstændig som du har lyst til og brug for.
Men jeg bliver nødt til at sige til dig, at jeg synes det er en virkelig-virkelig dårlig idé at begynde på at lave nogen som helst former for krops-modifikationer.
Det er ikke fordi jeg ikke tror at du er, hvad du er. Men fordi du stadig er meget ung. Der er så mange år endnu, hvor du skal lære at være den du er. Vent nu lidt med at foretage dig nogen som helst former for drastiske beslutninger.”

Han lyttede. Tørrede videre på sit glas uden at se på mig.

Og sagde så, at han sætter pris på at jeg siger hvad jeg tænker – men at det ikke ændrer noget ved hans holdninger.

Jeg bliver nødt til at sætte min lid til, at de ved hvad de foretager sig – derovre på Riget.

Han vidste ikke engang selv, hvad programmet helt præcis indebar i dag.

Samtale, mente han.

Jeg bliver nødt til at sætte min lid til, at HAN ved, hvad han foretager sig. At han mærker grundigt efter. Meget grundigt. Meget meget meget grundigt!

Og ud af døren strøg han. Med nervøs befippelse og glæde.
Afsted til den første ‘rigtige’ dag i hans udredning.

Det har poppet op de sidste par uger – mere end det plejer. Handlingerne bliver mere nærværende i hans bevidsthed, når han står overfor at skulle sætte ord på.

Neglelakken er blevet tydeligere. Håret får mere opmærksomhed. Hans sprogbrug ændrer sig, og han er meget tydeligt bevidst om, fx hvordan han bevæger sig. (Jeg har aldrig set ham vrikke så meget i hofterne som de sidste 2 uger…)
Forleden kommenterede han på min kjole, og mumlede noget om, at den ville være lige ham, hvis den havde været lilla.
Og jeg kan høre, at han har fortalt om sin situation til sin musiklærer, fordi han ønsker at synge sopran i stedet for tenor.

Og jeg står lige her ved siden af ham, og tænker at han tager en forklædning på. Som små børn, der leger udklædning og prøver roller af. Han forklæder sig i en ny, dramatisk, interessant identitet, som helt ærligt føles lidt påtaget.

Jeg er hans mor.
Jeg skal pr. definition synes det er forkert, det han foretager sig. Når han frasiger sig at være det menneske, som jeg har skabt – og i stedet vælger at være det menneske, han selv skaber.

Vi skal alle sige farvel til de børn, vi tror vi har skabt.
Give plads til at de selv kan vokse ind i at være de mennesker, de er. Ikke vores. Men deres egne.

Den sorg er svær for alle forældre, tror jeg – uanset omfanget af det brud vi skal håndtere.

Men jeg er klar!

Hit me – uanset hvor hårdt det er. Jeg længes efter at lære den nye, voksne måde at være sammen med mine store børn på. Hvor de kan være sig selv – og jeg kan være mig.
Jeg er klar til at lære mine nye, voksne børn at kende, som dem de selv skaber.

 

(Visited 15 times, 1 visits today)