Skrigeskinken #166

For en gangs skyld var det mig, der stod i køkkenet den aften – til stor overraskelse og moro for den maskuline del af husholdningen.
Mellemknægten udbrød sågar: “Det er det bedste mad du har lavet i år, Mor”, og jeg var tilbøjelig til at give ham ret. Jeg havde endda husket at komme salt i!
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
SkrigeSkinken, derimod, demonstrerede sit aldeles velfungerende temperament ved at starte måltidet med ryggen til os andre. Hendes far påtog sig den blide BonusPater-stemme og forklarede hende, at hun skulle spise noget af sin mad.
Ikke på vilkår om ungen gad. Hun var på dette tidspunkt allerede nået dertil hvor hun udelukkende kommunikerede til os via sin underlæbe.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Underlæben signalerede at den ville have noget saft.
Faren: “For at få saft skal du spise noget af din mad”
Underlæbe: ” ——-”
Faren: “Jeg mener altså hvad jeg siger”
Underlæbe: “———— !!”
Faren: ” —- ! ! ———-!!!!!”
Underlæbe: “Nå, men så kan det bare være ligemeget, så går jeg bare”
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Og ud marcherede hun med sus i skørterne og smæk i døren. Hun satte sig oppe i sin seng og vrælede så højt, at hun var sikker på, at vi alle kunne høre hende.
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Lidt senere kørte Faren – det var noget med nogle fodboldstøvler der skulle indvies – og ikke et halvt sekund efter stod SkrigeSkinken ved siden af mig og bad om saft med plirrende øjne.
Psykopatmoren: “Nej, jeg vil selvfølgelig ikke give dig saft, når du lige har fået et nej af din far”
⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀⠀
Og ud marcherede hun igen, og smed sig i sin seng og vrælede endnu højere end tidligere.
Hvor er det dog også vildt tarveligt, når de voksne holder sammen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *