Slip din kreative stolthed fri

Kickstart din kreativitet, Meraki

Kreativitet – eller Meraki, om du vil – er en besynderlig, fluffy størrelse – og du oplever garanteret ind imellem, at du føler dig kreativ, men at det kan være svært at forklare andre.
Måske støder du også ind i (din egen eller andres?) fordomme om, at dét du laver med dine hænder ikke har nær samme værdi, som dét du laver med dit hoved.

Jeg møder ofte mennesker, der oplever, at deres kreativitet på én eller anden måde skal tøjles eller nedgøres.
De siger ting som:

  • Jeg er i virkeligheden ikke særlig kreativ, jeg kan kun strikke/sy/tegne
  • Jeg ved ikke helt, hvordan jeg kan lave kreative ting med mine børn, jeg er jo ikke selv særlig dygtig
  • Der er så mange kreative bloggere, sådan er jeg ikke
  • Jeg har jo ikke en designeruddannelse, såeh.. jeg.. øh…
  • Jeg vil gerne have det skal være ordentligt, dét jeg laver, og det kan jeg ikke, så jeg lader bare være
  • Når jeg kigger på Pinterest mister jeg pusten over de mange smukke ting, det kommer jeg aldrig til at kunne
  • Nej, det er ikke noget særligt, det jeg laver
(Helt seriøst! Det er ikke noget jeg finder på det her, det er rigtig mennesker, der siger disse ting! Siger du dem også?)
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er et hak bedre selv!
Jeg nedgør også min egen kreativitet fra tid til anden.
Det er der bare ikke noget mærkeligt i, for vi befinder os i et samfund, hvor vi oftest hører om kreativitet i én af de to følgende versioner:
ENTEN hører vi om designerne, arkitekterne og kunstnerne;
dem som vi har stillet langt op på en pedestal i næsegrus beundring over deres abstrakte, fascinerende måder at tænke kreativt på.
ELLER også hører vi om æggebakkepædagogikken;
den form for kreativitet vi selv husker fra vores barndom, hvor alting var lige fedt, bare det var noget som var lavet i hånden.
Men det er de karikerede yderpunkter, og fortæller kun en mangelfuld historie om, hvad kreativitet virkelig er!
Der findes en kæmpemæssig, gigantisk og afsindig kreativ gruppe mennesker imellem de to yderpunkter. Den gruppe er dig og mig! 
Det er hér vi er, det er her vi hører hjemme. Det er også hér vi mangler et ordentligt sprog til at fortælle om vores kreativitet, så det kan forstås og anerkendes.
Men det bliver nødt til at starte hos os selv – hos dig og mig. Vi bliver nødt til at tale ordentlig til os selv og til vores kreativitet. Vi bliver nødt til at respektere vores egen kreativitet, inden vi kan håbe på at andre også vil respektere den.
Vær stolt! Du har SÅ meget grund til det.
Du er i stand til at skabe noget med dine hænder, uanset hvad der lige er dit kreative udtryk.
Du! Er i stand! Til at SKABE noget!
Det skal du være stolt af.

7 Comments

  1. Jeg sad og læste udsagnene, og nej, det siger jeg ikke.

    Men! Jeg oplever ind imellem at det jeg laver i nogens øjne ikke har lige så stor værdi som hvis det havde krævet et dybt grav i pengepungen.

    Så er det jeg tænker på alle de timer, jeg har brugt på et givent projekt. Og vælger at lade dem beholde deres fordomme, og mig beholde mine udfoldelser :)
  2. Du har så meget ret. Jeg mister tit pusten over at jeg har så lidt tid. En halv time her, ti minutter der, men hver gang jeg giver mig selv lov og overgiver mig, giver det SÅ meget igen.
  3. Ja jeg siger det også og hører det også, eller i hvert fald noget der ligner.
    Hos mig handler det også om, at "det" jo bare er noget jeg kan.....
    Det er ikke noget, jeg tænker specielt over eller noget jeg har kæmpet mig igennem en lang og tung uddannelse for at mestre.
    Men det er rigtigt, at kunne skabe noget er faktisk stort.
    Tak for indsparket:-)
  4. SÅDAN!!!!! Lige mine ord.....har jobbet i mange år som seminarielektor indenfor tekstildesign, både på designseminarium og på lærerseminarier rundtomkring - og hold nu op hvor har jeg alligevel skullet kæmpe en KAMP og argumentere for berettigelse, selv indenfor "egne rækker" blandt kolleger på seminariet, der syntes at de "boglige" fag havde større berettigelse end de kreative......Så skønt at høre din opsang, for vi er nemlig mange som ved, at det at bruge sine hænder (og sit hovede og sin krop) i et samspil er udviklende og nærende for os mennesker, voksne som børn. TAK for dit fine indlæg :-)
  5. Jamen jeg er da også glad for mine hjemmestrikkede - og nogle gange er andre også ;)

Comments are closed.