Smil mig rig

Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte og hvor jeg skal begynde…

Mit hovede er så fyldt med tanker og indtryk, at foretillingen om at skrive et godt blogindlæg, hvor den røde tråd er tydelig og hvor jeg har én bestemt ting på hjerte bare ikke helt kommer til at holde stik.

Så en gang mudret snik-snak; værsgo!

Det har været den vildeste oplevelse at være med til Pakhus-marked.

Og det skyldes egentlig ikke det kæmpestore opbud af smilende og netværkende og bloggende kvinder (+ enkelte mænd…..) samt det vildt sindsyge udbud af lækkerier som jeg næsten-næsten-næsten blev nødt til at købe det hele af.

Det har været den vildeste oplevelse, fordi der er sket noget…. Der er sket noget inde i mig – jeg har opdaget at jeg KAN!

Jeg vidste det ville dukke op igen, og jeg har mærket det være på vej i så lang tid.

Men markedet gav mig det sidste blide puf i min selvforståelse: jeg er ikke syg, jeg er ikke stresset, jeg er ikke depressiv – jeg er GOD til det jeg gør. Jeg KAN hvad jeg vil.

Og det er så vildt med vildt-krymmel on top, at jeg har smilet mine kinder i stykker i dagtimerne og fældet taknemmelige tårer i selskab med de elskeligste damer i aftenstunderne.

Jeg KAN. Fandme.

Totalt typisk faldt markedet oven i at jeg pludselig, ud af det blå, blev raskmeldt (Hurra) og nu pludselig bevæger mig famlende rundt i kontanthjælpssystemet.

Det vil sige møde på møde på formular på formular.

Og så lige i den uge, hvor jeg var i Odense konstant, og når jeg endelig var hjemme sad jeg med mobilen i hånden, mens jeg pakkede godter eller mailede til bar- og brandvagter…

Arhmen, helt ærligt? Hvorfor bliver det altid sådan?

Jeg nåede lige at tænke ‘wow, nu er jeg også officielt raskmeldt, gad vide hvad der kommer til at ske lige om lidt. Og hey, jeg føler mig også totalt klar’ – før det væltede ind med udfordringer og praktiske genstridigheder og børn der skulle starte i nye skoler og kommunen der helt vildt gerne vil sende mig i virksomhedspraktik som underviser (what??? Det kan I glemme, kan I!)

Jeg kunne ha væltet. Det kunne jeg sgu. Så let som ingenting.

I gamle dage.

Men jeg væltede ikke. For jeg er blevet klogere, er jeg. Nemlig.

Så jeg væltede ikke. Og den erkendelse har været årsag til flere hemmelige tårer rundt omkring i hjørnerne i weekenden.

Jeg vælter ikke.

Til gengæld blev weekendens kabale af planlægning og uforudsete udfordringer mødt med kæmpe smil – og jeg er så VILD med, at man kan smile udfordringerne små og ubetydelige.

Jeg har fået så mange smil hele denne weekend.

Det er bedre end netværk og cupcakes. Totalt meget bedre. På trods af kulde i pakhushallerne og på trods af støv og træthed var der ikke én der ikke smilede. Jeg elsker det.

Smil kan alt – smil kan få hele verden til at hænge sammen og føles som det bedste sted i …. hov vent?…. verden!

Pakhus 16 blev for mig ikke et spørgsmål om at købe sig fattig. Det blev i stedet et sprørgsmål om at smile sig rig og god.

Jeg er god til det jeg gør – det har markedet givet mig oplevelsen af. Og jeg er rig på smil og gode mennesker.

Arhmen, er det ikke helt vildt dejligt?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *