Snip – snap – snude

Klip klip!

– og det var det!

Ikke flere børn til mig, tak!

Det var et lillebitte indgreb – det tog ikke meget mere end 10 minutter.

Men et lillebitte indgreb, som dog havde krævet en del overvejelser forinden.

En sterilisation er ikke bare lige noget, man sådan bare gør.

Jeg har gennemført hele graviditeter uden at blive undersøgt lige så grundigt, og udspurgt lige så omfattende som til denne operation.

“Er du nu sikker?”

“Hvad nu, hvis din livssituation ændrer sig igen?”

“Er du nu helt sikker? HELT sikker”

Og så skulle der underskrives blanketter i flere eksemplarer, og holdes oplæg om jura og om fraskrivelse af ansvar.

Jeg var noget overrasket over hvor svært det faktisk var at forklare både min læge og sygehuset, at jeg er fuldt ud bevidst om den beslutning jeg har truffet.

Min læge overhørte mit ønske hele to gange, inden jeg selv greb til handling og kontaktede hospitalet. Måske var han utryg? Måske er det normal procedure at overhøre den slags ønsker for at være helt sikker på, at ønsket er stærkt nok? Måske er det normalt at skulle bede om hjælp til dette mere end én gang, før de tænker man er helt klar?

Jeg ved det ikke. Men det er også ligemeget, for det lykkedes til sidst, og det er det vigtigste.

Selve det fysiske indgreb er meget, meget lille. Det voldte mig ikke mange kvaler.

Æggelederne bliver brændt over, så æggene ikke kan komme igennem, og dermed ikke bevæge sig videre ned i livmoderen og blive befrugtet.

Jeg var spændt på det psykiske indgreb.

Jeg var spændt på om jeg ville reagere, og hvordan jeg så ville ha det.

Men både før, under og nu her, bagefter, har jeg ikke været et sekund i tvivl om at det er én af de bedre beslutninger jeg har truffet!

Det handler om at tage ejerskab over sin egen krop og sin egen virkelighed.

Jeg har fire (!) fantastiske børn med to vidunderlige mænd.

Jeg er 36 år, og har været igang med at få børn i mere end 15 år.

Jeg har sammenlagt været gravid mere end 3 år – og ammet i næsten lige så lang tid.

Jeg synes mit job her er fuldført!

Og den følelse jeg sidder med nu er en stor, tung og varm tilfredshed over de liv jeg har givet, og den omsorg jeg har ydet.

Det er nok til flere kvinders liv, og det er endda kun mit eget ene vi taler om her.

Jeg er tilfreds og stolt og fyldt med kærlighed og taknemmelighed.

Men min krop er min!

Der skal ikke være flere mennesker der har andel i den – end dem jeg selv vælger at ville dele den med (so to speak 😉

Jeg glæder mig SÅ meget til resten af mit liv, hvor jeg ikke behøver frygte uønskede graviditeter, hvor jeg ved at jeg kan danse frit og længe, fylde mig med al det junk jeg overhovedet har lyst til, ryge alle de (forbudte) smøger jeg har samvittighed til, og være skideligeglad med om jeg drikker en øl for meget.

Min krop er min. Og kun min.

Det er garanteret ikke den rigtige beslutning for alle. Men det var den helt, helt, helt rigtige beslutning for mig, og for os.

Vi skal til at være voksne nu. Ikke flere småbørn.

Men et liv fyldt med stolthed og kærlighed over de fire vi har.

Og plads til at lege, uden at skulle bekymre os!

Og ja, BabyBob bliver aldrig nogens storebror. Det tænker jeg en del over.

Men én skal jo være Sidsten, og det blev ham. Og sådan helt ærligt, så tror jeg han er den bedste til det – for hvordan kan man nogensinde eftergøre noget som er SÅ perfekt? (Nej, vel!?)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *