Spring #242


Hverdagsjunkie, Hvileløse fortællinger, Optimalt udfordret, Skab dig! / torsdag, september 13th, 2018

Jeg vidste det godt!
Jeg skulle over den mur. Det ville koste mig livet, hvis jeg blev, hvor jeg var. Jeg ville sygne hen for foden af den, skrumpe ind til en støvet, dårlig efterligning af mig selv.

Jeg havde endda selv bygget, den. Muren. Det var næsten det værste af det hele.
Så stod jeg der og stirrede på en ørken af sten, møjsommeligt stablet ovenpå hinanden. Kendte hver sten. Kaldte dem ved navn. Følte deres hån og skuffelse over mig.

Jeg tror faktisk jeg havde forventet, at nogen ville forære mig en stige?
Men der kom aldrig nogen.
Der var kun mig. Og muren.
Så jeg blev nødt til at bygge en.

Med lukkede øjne byggede jeg. I vildskab byggede jeg.
Indigneret. Forfærdet. Med hjertet siddende i halsen og vildskaben brændende i blodet. Stolede fuldstændig på mine hænders intuition, og samlede al mit mod til at acceptere, at stigen ville bære mig, uanset hvor vakkelvorn og uigennemtænkt den måtte være.
Den skulle bære. Den måtte bære. Der var ikke andre valg. Byg. Eller dø.

Jeg byggede, til blodet sprang, og holdt stakåndet vejret da jeg skælvende satte fra og løftede mig et skridt tættere på himlen. Men stigen holdt.
Den holdt. Den holdt!
Jeg holdt stigen, og stigen holdt mig. Opad. Bare opad.

Jeg ved ikke helt hvordan det lykkedes mig at komme op til toppen, men det gjorde jeg.
Udsigten var… mageløs.
Hjertelammende overvældende, frygtindgydende smuk.
Højdeskræk falder til jorden i sammenligning med den vildskab det var at stå på kanten af verden deroppe, og kun lige akkurat holde balancen.
Vinden piskede mig i ansigtet, og hvirvlede mit hår, tordnede mig i ørene. Blæsten ruskede larmende i mig.

Og dér – mens jeg klamrede mig til den yderste kant – gik det op for mig, at der ikke var nogen vej ned igen.
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ned på den anden side af muren. Jeg havde ikke skænket det en tanke i min desperate iver efter at forcere muren.
Der var ingen vej ned. Ingen vej videre.

Kunne jeg ikke bare at kaste mig ud, tænkte jeg i et desperat moment?
Jeg er faldet så mange gange før. Aldrig rigtig helt med vilje, men alligevel har hvert fald lært mig, at jeg aldrig rigtigt går i stykker.

Mit hamrende hjerte gjorde udslaget;

Spring! hviskede det!

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *