Større end stort

Det er mørkt uden for mit vindue og i min stue hersker der overskuelig søndagshygge med brændeovn og hvidvinsskid.

Jeg skal ingen steder i morgen, og tanken gør mig usigeligt godt!

Igen aftaler jeg skal halse efter, ingen deadlines der skal overholdes, ingen der spørger mig hvad de skal eller hvad jeg forventer…

Jeg tror også der er mørkt i København, hvor en af mine allerkæreste veninder sidder med sit barn i favnen og væbner sig med tålmodighed og vuggeviser. Måske kigger hun også ud på aftenhimlen og spørger sig selv hvad nattetimerne og morgendagen bringer hende?

Hun er træt, er hun!

Så træt som man bliver, når man hvinende kører en tur i livets rutchebane med sit insisterende, men klynketrætte barn i favnen, der har tigget og plaget om en tivolitur og nu er stopmæt efter at have prøvet samtlige forlystelser og spist 1½ candyfloss, mens de voksne har skyllet det hele ned med nervepiller og marcipanfarvet champagne.

Kvalmende, sødmefyldt, enerverende træthed.

Men på besynderlig vis formår hun at trodse trætheden og modløsheden og stadig være – jah, bare være sig selv. Sit trætte selv. Og nogle gange også sit modløse selv!

Hun har ikke væltet sig i medgang og suvival kits, men alligevel besidder hun en unik evne til at finde det bedste frem i selv de mindste detaljer.

Og jeg beundrer hende for hendes ukuelighed og hendes evne til at søge glæden i det små, det nære, det kæmpe store.

Og hendes mod til at stige på den rutchebane igen og igen.

I denne uge lå der en pakke fra hende i min postkasse; midt i sin egen rutchetur har hun alligevel mobiliseret overskud og glæde til at sende mig kærlige ord og dameting, til at forsøde min nye tid med.

Større bliver det ikke, og jeg elsker hende for det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *