Storhed og fald

Der er de der aftener, hvor mørket har lagt sig omkring lejligheden med tysthed. Hvor rødvinen og snakken glider lystigt, og hvor alting giver mere og mere mening, efterhånden som roen og rødvinen indfinder sig.

Det er den slags aftener jeg kan mærke det.
Hvordan Luna kradser på indersiden af min hud i nakken, og hvisker til mig at, hvis ikke jeg havde alle de børn og alt det ansvar og er omringet af al den konformitet, så ville storhedens muse indfinde sig, og min genialitet ville sprudle i romaner, poesi og fortællinger.

Og så er der de der morgener, hvor lyset afslører en lejlighed, hvor snakken gik lystigt efterhånden som roen og rødvinen indfandt sig.

Og hvor jeg igen bliver klar over, at de nattemørke løfter om storhed, er en illusion. At alt det der med børn og ansvar og konformitet i virkeligheden bare en endnu en undskyldning for ikke at gøre det.

Den virkelige storhed ville være at gøre det. Alligevel.

No Comments

    Leave a Comment