Halsedisse – superhurtig strik til kolde vinterdage

Opskrift strikket halsedisseStrik en halsedisse

Åh, sådan én havde vi godtnok savnet.
Nok mest mig, tror jeg. Den der fornemmelse af en lille bar drengenakke inde i flyverdragten, når det blæser koldt – den er ikke så rar.

Jeg synes det er svært at strikke noget funktionelt til de små tumlere, for det skal være både blødt (uden at kradse) og noget, som ikke stjæler deres bevægelsesfrihed.
Bob hader når jeg giver ham elefanthuen på, og de må ikke bruge halstørklæde i dagplejen – så jeg blev nødt til at finde på noget andet.
Jeg tror det er lykkedes med halsedissen her – han var i hvert fald noget stolt, da jeg bad ham om at posere til ære for kameraet, og han bad også selv om at få den på, da han skulle afsted her til morgen. Så måske er det lykkedes?

Halsedissen er strikket i blød, blød elastisk Engleuld.
(Jeg er altså stadig VILD med det garn!)
Ribben gør den meget elastisk – så den kan passe nærmest alle størrelser, vil jeg tro.
I hvertfald kan jeg også selv få den over hovedet uden problemer – også selvom den passer den 2-årige ganske glimrende.

 

Vil du gerne lære at strikke? Så tjek Den Sorte Strikkeskole – mit online strikkekursus for begyndere. 

 

Free knitting pattern from Meraki, cowl for toddlers

 

Strik en halsedisse:

Størrelse:
One-size

 

For at strikke halsedissen skal du kunne:
Slå masker op
Strikke frem og tilbage
Strikke på rundpind
Strikke rib
Lukke masker af

 

Garn:
Halsedissen er strikket i Engleuld fra Tusindfryd CPH
Jeg har strikket halsrøret, så det passer i farverne til huen – farveforløbet på halsedissen er beskrevet lidt længere nede.
Tjek hjemmesiden for at se farvekoderne mv. på de farver jeg har brugt her.

Forbrug: ca. 50 g

 

Det skal du bruge:
Rundpind 4 mm, 40 cm lang

 

Strikkefasthed:
Med to tråde Engleuld på pind 4.
Rib: 1 ret, 1 vrang:
21 masker og 30 pinde = 10 x 10 cm


Farveforløb:
4 cm i 1 tråd mellemgrå (nr. 07) + 1 tråd lys grå (nr. 05)
3 1/2 cm i 1 tråd lys grå (nr. 05) + 1 tråd kaki (nr. 06)
2 1/2 cm i 1 tråd kaki (nr. 06) + 1 tråd kitgrå (nr. 04)
3 1/2 cm i 1 tråd kitgrå (nr. 04) + 1 tråd råhvid (nr. 02)
3 1/2 cm i 1 tråd kitgrå (nr. 04) + 1 tråd kaki (nr. 06)

Halsedisse - nem, gratis opskrift. Passer alle børn fra 1 - 12 år

 

Sådan gør du:

Slå 42 masker op på pind 4 med to tråde Engleuld.
Strik rib; 1 ret – 1 vrang.

Strik lige op, til du har strikket et stykke der måler 6 cm.
Bryd garnet.

Slå nye 42 masker op på pind 4 med to tråde Engleuld.
(Du kan sagtens slå op på den samme rundpind, mens du stadig har det første stykke siddende på pinden.)
Strik dette stykke magen til.

Sæt de to stykker på din rundpind, og strik rundt henover begge stykker, så de strikkes sammen til et rør.
Fortsæt i rib som før – vær opmærksom på at få strikket de rigtige masker i sammenføjningen, altså ret over ret, og vrang over vrang.

Fortsæt med at strikke rundt i rib, indtil du har strikket 11 cm fra sammenføjningen, altså 17 cm i det hele.

Luk alle maskerne løs af, og hæft de løse ender.

Fold halsedissen ned som en rullekrave, så de flade lige stykker kommer til at sidde foran på brystet og bagpå i nakken.

 

Cowl for toddlers, size 2 - 12. Free knitting pattern
Free knitting pattern from Meraki, cowl for toddlers

5 Comments

  1. Godt nytår !

    Skøn sønnike :-) Sådan en halskrave kan man næsten ikke undvære i vinterkulden og så matcher den huen.
    Jeg synes også jeg har svært som voksen med at klare noget tæt på huden, som kradser, så engleuld er et godt valg :-)

    Jeg har lige lagt en håndarbejds giveaway op på min blog, hvis du har lyst til at deltage.
    2015 hilsner fra Maria
  2. Erklærer mig fuldstændig enig når det kommer til engleuld - simpelthen det lækreste garn jeg har haft pølsefingrene i, tror jeg! Har ovenikøbet en to-årig datter som er enig i din søns holdning til elefanthuer, så mon ikke jeg skulle få sådan en halsedisse på pindende en af de nærmeste dage? Tak for god strikke inspiration og nemme opskrifter! Og godt nytår ☺

Comments are closed.

  • No products in the cart.