Tape #144

Tape! Du driver mig til vanvid!
Små klistrede fingre, der sugekopper sig fast til mig, og din surmuleunderlæbe, der bæver ved det mindste.
Du invaderer min seng og mine tanker og min krop. I mine vågne timer, og mens jeg sover. Små snavsede tæer, der ligger i mit skød mens vi sidder ved morgenmaden. Klistret varm ånde mod min hals, mens vi sover (eller forsøger på det). Hår i næsen, arme om halsen, spjæt og spark og moslen og klister. Og alle de ord. Alle de ord!!!
Du snakker og snakker og snakker, så min hjerne kortslutter og brænder helt sammen.
Lille fine dreng. Du er min kærlighedsninja, og du har kun os. I en kæmpestor søskendeflok er du den lillebitte mindste, og alle har så travlt med alt deres, og ingen ved, hvordan det er at være dig, og lige være startet i førskole, og være så udmattet og socialt udfordret og træt og begejstret på én gang. Du har kun os.
Jeg ved det godt, og jeg har hele verdens knus og tålmodighed til dig.
Men hvis jeg skal være god til at være din mor, din lille tæge… så bliver du nødt til at lade mig have et øjeblik til mig selv, til lige at komme i tanke om, hvem jeg selv er.
Min lille tape. Insisterende.
Det er fint du forlanger din plads oven på mig. Vi har så travlt med at vokse op allesammen. Det er godt du minder os om at være 5 år og først opdage alt det hele på ny, som vi andre har taget for givet i så mange år, at det bare er blevet hverdag at være ‘stor’.
Hvis der er ét sted i verden, man gerne må være lille, så er det hos sin mor.
Jeg har dig!
Og smut så af, så jeg kan drikke min kaffe i fred, og bagefter skal du nok få lov til at hægte dig fast igen, ok?! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *