The end

Det allerværste ved at læse meget er den følelse man kan sidde med, når man til sin gru opdager, at man er kommet til de sidste tre sider, og fortællingen lige om lidt er slut.

Eller følelsen af at lukke bogen og virkelig ønske, at man stadig havde til gode at læse den for allerførste gang.

En bizar følelse af at føle sig en lille smule snydt. Skuffet. Og samtidig lidt rigere end før.

Det er det samme med film. Rulletekster. Violiner. The end – som efterfølges af stilhed. Tomhed. Nu var det jo lige så opslugende, og så er det pludselig bare slut?

Eller med den slags fester som er magiske og alle rammer lige præcis det rigtige, gode, glade festhumør og energien er god, og folk danser og smiler – og pludselig er natten væk. Slut.

Og man spadserer hjem i morgenlys, småfuld og glad. Men vemodig, fordi man godt ved at lige dén fest med dé mennesker og dén stemning aldrig nogensinde kommer tilbage igen.

Eller med den slags fædre, der tillader sig at dø, selvom man bare overhovedet ikke var færdige med at tale med ham om liv og død og kærlighed og skabertrang og livsvalg. Og den slags.

Eller ægteskaber. Eller børn, der bliver store. Alt for store.

Jeg er ikke særlig god til at ting slutter.

Faktisk er jeg utroligt dårlig til at ting slutter.

Jeg bliver grebet lidt af panik. Får lyst til at trække det i langdrag. For når det slutter – så er det jo… slut?

Og samtidig ved jeg jo godt, at ting bliver nødt til at slutte. For ellers ville der jo aldrig være plads til alt det nye, der ligger og venter på den anden side af slut.

Slut er aldrig helt slut, vel? Slut er faktisk som regel en indgang til start.

Eller – ved og ved er måske så meget sagt.

Min hjerne ved det godt. Den er faktisk ret god til at sige de der ting. Sådan lidt henkastet overbærende, som en dum, bedrevidende storesøster, der tsk’er lidt utålmodigt med mig.

Men mit hjerte gør stadig krumspring, når jeg forsøger at forstå det.

At slutninger ikke er farlige.

Jeg sidder med en GIGA afslutning i skødet i disse dage.

Strikkebogen skal gøres færdig.

Der skal tages billeder på tirsdag – og hverken forlag eller fotografer gider vente på, at jeg sidder herovre i sofaen og forsøger at gemme mig under et tæppe, fordi jeg ikke kan lide slutninger.

Så lige nu prøver min storesøster-overbærende hjerne at minde mig om, at det jo bare er en slutning. Så vi kan komme videre. Og mine hænder er desperado-strikkende i et krampagtigt forsøg på at nå og indhente alt dét, som jeg NU kommer i tanke om skal nås inden tirsdag.

Og imens knokler mit hjerte på overarbejde, for at finde modet til ikke at blive skræmt fra vid og sans.

Det lykkes sådan nogenlunde.

Ha. Ok. Det mente jeg ikke en skid.

Det lykkes bare overhovedet ikke. Jeg ER skræmt fra vid og sans. For pokker, hvor er det hårdt. Sindsygt hårdt.

Men jeg gør det alligevel. Fordi jeg har lovet mig selv at jeg vil gøre det.

Og jeg tror måske at mit hjerte alligevel forstår, at jeg må gøre det jeg lover mig selv, for at undgå at jeg går i stykker. Eller slutter, om du vil.

The end.

(Visited 3 times, 1 visits today)