Undskyld

Et menneske jeg har tæt på mig spurgte forleden “Trine, hvorfor siger du hele tiden undskyld?”

Hendes spørgsmål klinger stadig i mine tanker, for hun har ret; jeg siger tit undskyld.

Undskyld, må jeg lige smutte forbi hér?

Undskyld, er der nogen af Jer der skal have noget med?

Undskyld, men jeg mener altså at…

Undskyld, må jeg spørge om noget?

Undskyld, jeg står bare lige her og damper af/fylder/føler mig til besvær.

Essensen af den slags undskyld er i virkeligheden: Undskyld at jeg er til.

Undskyld betyder ‘Det Er Det Ondes Skyld’ – underforstået det onde der bor inde i mig, som er skyld i de ting jeg gør. Underforstået at jeg besidder ondskab. Underforstået at jeg ikke er god. Men skabt af noget ondt. Mig.

Jamen, det er jo forfærdentligt?

Når alle de lag som vi mennesker vikler os ind i, i vores behov for at passe på vores eget skrøbelige skind og sjæl, bliver skrællet af – er det så dét der er min grundopfattelse af mig selv?

Undskyld for at jeg eksisterer?

Hvad fanden betyder det? Altså udover at jeg lige vinker ‘haalløj’ til mine tro følgesvende; mindreværd og skyld.

Hvor bizart det end lyder er det faktisk de nemme ‘undskyld’ jeg nævner her. De flyver ud af mig i tide og utide, de kommer helt umotiveret og klæber til mig som stædige burrer man tror man får rystet af, men som bare sætter sig fast et andet sted på kroppen.

Pas på, eller jeg undskylder ud over det hele!

De svære ‘undskyld’ – den slags undskyld der får munden til at rimpe sig sammen og stemmen til at svigte er ‘Jeg Kan Se Jeg Tog Fejl – Det Er Jeg Ked Af’-undskyld.

Om det så bare er fordi Overblikket er irriteret over at opvaskemaskinen (igen) er fyldt med dej (undskyld!) – en helt almindelig hverdagsagtig ting – så råber råber min hjerne forgæves til min mund at den skal åbne sig og forme ordet.

Men ud kommer de sjældent. Undskyld?

Undskyld bliver svært når det handler om at tage det skide ansvar på sig.

Jeg kan jo i bund og grund ikke gøre for at jeg er til – selvom jeg ofte prøver at undskylde mig ud af det.

Men jeg kan jo faktisk gøre for, at jeg nogen gange klokker i det. (ja ja.. nogen gange, tit, konstant… same same!)

Men hvorfor er det så ‘nemt’ at undskylde for noget jeg ikke kan tage ansvar for – men så forbistret svært at sige undskyld, når ansvaret ER mit?

Min store følsomme søn siger ofte undskyld – men på en helt anden måde end jeg gør.

Det er meget, meget simpelt: Han siger tit undskyld, fordi han tit klokker i det.

“Ubs – jeg kom vist til at spilde lidt juice/vand/lego/vasketøj. Det må du undskylde”

Og så tørrer han op og går videre.

Jeg tror ikke han oplever undskyld som pinligt? Jeg tror faktisk, at han lige præcis behersker at sige undskyld for det han HAR ansvar for – og som han TAGER ansvar for.

Undskyld, men så spørger jeg lige: Hvordan fanden er det lykkes?

Jeg spurgte ham hvad et godt svar kunne være når der er én der siger undskyld, og han sagde “Du skal bare sige: ‘Det er ok. Jeg elsker dig alligevel'”

Hold kæft, hvor er det genialt i al sin enkelthed!

Så jeg øver mig i at sige “Det er ok. Jeg elsker dig alligevel” til mig selv, hver gang et undskyld

bevæger sig ind i min bevidsthed.

Jeg har ingen anelse om det virker, eller hvor lang tid jeg skal blive ved – men jeg kigger på min søn og tænker at han har været 12 år undervejs, og så lang tid kan jeg også have tålmodighed med mig selv hvis det skal være!

Undskyld, men det er altså bare min mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *