Usynligt tab


Hverdagsjunkie, Sorg / mandag, marts 16th, 2009

For omtrent 31.500.000 sekunder siden.

1 år.

Jeg kendte ikke den mand der lå i sengen, vidste hvem han var engang, men kendte ham ikke. Ikke ham…

Min far var stærk som en bjørn. Og havde mindst lige så meget hår og skæg. Man kunne altid høre ham, hans stemme kunne overdøve alle andre lyde, hans arme gav flyveture så hjertet stod stille i angst over at forsvinde op, op, op.

Stilfærdige meninger og diplomatiske evner var ikke hans stil. Snarere højrøstede diskussioner. Høj musik. Dyb, rungende latter. Standhaftige meninger, knoklede knus og barkede næver, der kradsede når han gav mig klem.

Det var ham jeg kendte. Og genkendte i glimt. For 1 år siden.

Et helt år giver plads til temmelig mange tanker. Nogengange sidder følelserne uden på tøjet, jeg har tudet i stride strømme, skældt ud og bandet. Over en dårlig sang i radioen (især Nik & Jay, gud bedre det…), et skænderi med Overblikket, MøgBørn der havde deres egne meninger om tingene, tøjkrise… Alt.

Andre gange gør man (jeg) sig hård, bider tænderne sammen og insisterer på at leve videre. Med smerten og tabet. Men alligevel finde latter og lykke dér hvor den er. Hjemme.

Tabet af min far er jeg igang med at deale med. Det er den naturlige proces, dén jeg var forberedt på gennem mange år.

Det er et andet (usynligt) tab jeg undrer mig over?

Tabet af ærligheden blandt venner, tabet af modet/lysten/empatien fra andre, tabet af et ægte blik uden slør som tør se mig i øjnene og spørge “Hvordan har du det?”

Jeg har ikke oplevet det én eneste gang, jeg undrer mig….

(Visited 4 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *