Det er den verden, jeg gerne vil hjælpe med at bringe til live #66


Forandringsaktivist, Hverdagsjunkie, Hvileløse fortællinger, Kreativitet, Skab dig! / mandag, marts 5th, 2018

En verden, hvor vi lever af vores passion.
Tør være langsomme. Frie og ægte. En verden, hvor vi ikke er styret af et galt begær (eller en utryg følelse af) af at penge kan redde vores liv.

Det lyder som et dejligt sted at leve, ikke sandt?

En verden, hvor en kunstner bliver værdsat lige så meget som en bankmand.
Hvor vi har en gensidig forståelse og anerkendelse af, at der er plads til både hoved, hænder og hjerte.

Sådan en verden, hvor vi hjælper hinanden med at forstå, at vi hver især er helt vidunderligt fælles, og helt vidunderligt unikke.

At hvert menneskes bidrag er særligt, og særligt smukt. Vi er alle en del af helheden, og vi spiller alle en vigtig rolle.

Du skal udfylde din unikke rolle, for at jeg kan udfylde min.

Det er en verden, hvor vi tåler og elsker eksperimenter og forsøg. En verden, hvor det er vel anset at lave fejl, at gå konkurs, at komme til at bevæge sig ned af forkerte stier og blive nødt til at vende om igen; rigere og klogere.

Sådan en verden, hvor vi anerkender, at både processen og produktet har værdi.

Hvor vi passer på ting, i stedet for at smide dem ud.
Passer på mennesker, i stedet for at rakke dem ned.

En verden, hvor vi skynder os langsomt. Med flid og kreativitet og kærlighed.
Med hænder, hjerte og hoved.
Den ene fungerer ikke uden de andre to.

Det er den verden, som jeg gerne vil hjælpe med at bringe til live. Det er den verden jeg ser, når jeg lukker øjnene og tænker på mine børn. På min business. På mit lille fine liv herovre i mit hjørne af virkeligheden.

Det er den verden, jeg gerne vil hjælpe med at bringe til live!
Hvis jeg starter herovre i mit hjørne, og du starter i dit – hvis vi alle starter lige dér, hvor vi står, unikke, særlige, smukke og modige – og vi alle tager ét skridt frem. Så mødes vi på midten.
Ik?! ❤

(Visited 25 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *