Verden må vente #33


Hvileløse fortællinger, Morperspektiv / torsdag, januar 25th, 2018

Jeg har altid forestillet sig at jeg var sådan en slags mor, der viste mine børn verden.
Fortalte dem de store episke fortællinger, der har først os, civilisationen, hertil.
Fortællinger om pyramider og mausolæer, store tænkere, havstrømme, fællesskaber, akademier og krydderier.
Jeg havde altid forestillet mig at vise dem Rom og Athen, Wien og Cairo.
Almen dannelse, tænkte jeg.
At vise dem verden, åbne deres bevidsthed for vores ophav og forskellighed.
Lade dem udforske det udforskede, betages af det betagende.
Give dem verden.
Med kærlig hilsen og den slags indforståede bedrevidende smil, som kun mødre kan smile…

I stedet for sidder jeg fast i det liv vi i stedet fik, hvor jeg egentlig mest spekulerer over, hvordan man forklarer et barn, som aldrig har prøvet at rejse, hvordan en flyvemaskine ser ud indvendig?

(Visited 3 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *