Vokser ind i sin næste alder #116


Hvileløse fortællinger, Morperspektiv / mandag, april 30th, 2018

Vi har holdt taler ved aftensmaden i dag. Og menuen havde han selv bestemt.
“I dag fejrer vi mig”, sagde han. Lidt vigtig, men aldrig indbildsk.
“Det er bare fordi jeg er blevet mere stor i dag”… “SKÅL, og tillykke med Laurits”, sagde han med glimt i øjet.
Og så gik den på tur. Hver især skulle vi holde en tale, og sige pæne ting om ham, den fine dreng i midten, som er blevet særligt stor i dag.

Han var ellers ikke meget for det i morges. Fyrbøderen var med ham til afslutning og vandkamp i børnehaven. Stortudende forlangte det lille menneske, at få lov til at komme med hjem i stedet for.
Afslutninger er svære.
Nye begyndelser er endnu sværere.
Heldigvis insisterede hans far på at de skulle blive. Der er visse ting, som man skal have deltaget i – om ikke andet, så bare for at kunne sige, at man var der.
Dér. Den dag, da det var sidste gang i hele ens liv, at man gik i børnehave.

Han har sunget og snakket os alle et øre af resten af eftermiddagen. Og så var der talerne.
“I skal også råbe hurra”, sagde han. Så det gjorde vi.
Hurra, og skål for Laurits, der har været til konfirmation hele weekenden, og derfor udemærket ved, at man skal fejre dem, som vokser ind i deres næste alder – med sang, og taler og skål.
“I morgen er jeg større”, sagde han, da jeg kyssede ham godnat for lidt siden.

Jeg synes faktisk han er tyvstartet lidt i dag allerede… 😍❤️✨

(Visited 1 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *