Af voldsom frygt vokser det største mod

Hudløse og frygtløse ord.

De fylder i gamle bøger og blogindlæg.

Vilde, viltre, voldsomme tanker og holdninger har brændt sig fast på papiret og i en glemt bevidsthed om smerten, de beskriver.

Det er barsk læsning, når jeg bladrer tilbage. Både her på bloggen og i mine højt skattede livsjournaler. Barsk. Og medrivende.

Jeg skrev mit hjerte ud. Hele min sorg. Hele min eksistens. Spiddet i ord. Affyret uden frygt og uden sigte.

Jeg tager mig selv i at sidde og stirre på forbløffende formuleringer, sammensat af mig, men uden genkendelse. Skrev jeg virkelig det? Evnede jeg virkelig at betvinge sproget, så hvert ord dirrede af smerte, og hvert ord ramte som et projektil?

Jeg havde intet at miste. Alt var alligevel tabt, og alt var at vinde.

Den form for overlevelsesinstinkt skærer alt overflødigt fra. Der var ingen plads til mellemregninger eller lange forklaringer. Der var kun ordene at klamre sig til, i det oprørte hav jeg kæmpede for ikke at drukne i.

Det er fascinerende at bladre rundt og stirre sin egen frygtløshed lige direkte ind i øjnene. Som et rovdyr trængt op i en krog fandt jeg en instinktiv frygtløshed i ordene, som jeg ikke tror jeg siden har evnet. Jeg bladrer, og det stirrer mig lige op i ansigtet, Råt, smukt, fascinerende og forfærdenlig skræmmende.

Ud af stor sorg vokser stor kunst – har jeg hørt.

Og ud af voldsom frygt vokser det største mod.

Jeg savner det mod.

Nu. Hvor alt er vundet, og jeg har alt at miste.

Jeg ønsker mig aldrig den smerte igen. Jeg ønsker mig aldrig nogensinde derhen, hvor hele min eksistens er på spil, og ordene er den eneste planke at klamre sig til for ikke at drukne.

Hvordan finder man modet, når man ikke er livstruet? Hvordan skriver man ægte, når man ikke længere er afhængig af ordene for at overleve – men leve?

Jeg spekulerer over, om det kun er muligt at skrive så jorden ryster, når man står midt i et vulkanudbrud?

Skriv et svar