Blomsterfestival i Odense

Grow where you are planted

 

Det er i næste uge det går løs med den strikkede have i Odense.

Jeg glæder mig helt vildt meget – jeg tror det bliver en stor og smuk oplevelse at få lov til at være en del af Blomsterfestival. Jeg har aldrig været der før, men jeg har ladet mig fortælle, at det er overvældende smukt!

Temaet for dette års Blomsterfestival handler om Carl Nielsen, der i år ville have fyldt 150 år. Jeg er sikker på, at der komme mange musik-inspirerede blomsterkreationer ud af det oplæg.

Komponisten og den strikkede have

Det er Haveselskabet, der har inviteret mig med på deres stand – og de har haft lyst til at tænke lidt anderledes i år.
Der er nemlig ikke mange der ved, at den fynske komponist også var en passioneret strikker. Når han skulle slappe af, strikkede han karklude. Da fik konstateret en hjertesygdom, anbefalede hans læge, at han fandt en rolig fritidssyssel, og det blev altså strikning af karklude med røde kanter.

Og i bund og grund er der jo ikke så stor forskel på hverken komponister, have-entusiaster og strikke-entusiaster, vel?

Det handler nemlig alt sammen om det der, som jeg bliver ved med at påpege:
De ting, som vi skaber med kærlighed, engagement, energi og lægger vores sjæl i. Om det så er musik, smukke haver, blomsterkreationer eller strik.
Det er følelsen af at se, hvordan tingene spirer frem mellem hænderne og vokse sig smukke, rige og farvestrålende.

Så i virkeligheden var der slet ikke særlig langt fra idé til projekt – vi strikker en have, gør vi.

Hæklede buske - crochet puffstitche - crochet plant

Vil I være med til at strikke en have?

Jeg har strikket amok de seneste uger, i håbet om at have nok planter og spirer med til Odense.
Strikkede og hæklede stumper i alskens spraglede farver ligger lige pt drysset ud over hele mit værksted. (Det skal være skidt før end det kan blive godt, eller hvad er det man siger?)

Men I kan altså også være med til at lave smukke og sjove garn-planter på Haveselskabets stand på Blomsterfestival. Kom og slå jer ned, og vær med til at strikke farvestrålende sommerblomster sammen med os.

Jeg vil være på standen fredag, lørdag og søndag med vejledning og materialer – og det er altså helt gratis at deltage.

I kan (vistnok?) se det fulde program på Haveselskabets hjemmeside – og ellers kan I slå et smut ind forbi min Insta-profil og se billeder mv.

 

Skriv et svar