Der er ingen mening i savsmuld

Der var engang, hvor jeg sad og stirrede ind i savsmuldstapetet i jagten på at finde én eller anden form for mening med alting.

Det var også dengang, hvor alle mine ideer holdt op og forsvandt.

Det var også dengang, hvor mine hænder lå stille og mine ord svandt ind i takt med tapetets tavshed.

Der er ingen mening i savsmuldstapeter. Kun savsmuld.

Det var dengang hvor jeg mest af alt var skræmt ved tanken om, at jeg aldrig nogensinde ville få én eneste idé igen. Aldrig nogensinde igen ville gribe en hysterisk impulsiv tanke og gøre den konkret. Aldrig igen ville antænde jetmotoren med ord og latter og energi.

Der var vitterligt ingen mening. Heller ingen ideer. Stadig kun savsmuld.

Det var også dengang, hvor en velmenende veninde sagde: “Husk at skrive alle dine ideer ned, for en dag løber du tør, og så får du brug for at huske de gamle.”

Jeg endte med at tro, at savsmuld ville blive min fremtid. For altid.

Men.

Hvis jeg skal beskrive én af de største, mest lykkeligste erkendelser i hele min voksne bevidste eksistens, så må det være, at jeg fandt meningen og ideerne igen.

Lige der i savsmulden.

Mine ideer holder aldrig op og forsvinder. Mine hænder ligger aldrig stille, og mine ord vil altid strømme rigeligt.

Der var mening i savsmuldstapetet. Mening. Og ideer.

Jeg ved nu, at selvom mine ideer forsvinder igen – så kommer de tilbage.

Og mange gange er det de allervigtigste ideer, der forsvinder. Bare lige for en stund. Som dengang.

For de bedste ideer og den bedste mening er dem, som kommer tilbage. Stærkere. Vigtigere.

Jeg er holdt op med at skrive mine ideer ned.

Jeg stoler blindt på at de bedste kommer tilbage igen.

Skriv et svar