Det er ikke dovenskab, så FAT DET DOG!

Lægedame, fy fy. Igen.

Endnu en del løftede pegefingre, og endnu en del formaninger om at jeg ikke bare kan gå rundt her og dangdere den, og at jeg bliver nødt til at tage mig sammen.

Jeg bliver sgu så sur. Og når jeg så er færdig med at være sur bliver jeg ked af det. Og bagefter kommer jeg (endelig) i tanke om, at jeg faktisk ikke behøver ligge under for hendes syn på mig, for jeg kan meget meget bedre lide mit eget syn på mig.

Igennem hele dette sidste år hvor jeg har været sygemeldt har jeg mødt utrolig stor opbakning fra alle. Helt vildt meget opbakning. Fra ALLE.

Lige pånær min læge.

Hun er den eneste som i hele mit indre slagsmål om at finde mine ben at stå på og vende tilbage til den jeg virkelig er, som har fået mig til at føle mig…. syg.

Jeg er mere end én gang vaklet skyldbetynget ud fra hendes praksis, og følt mig ussel og doven og ude af stand til at tage vare på mig selv om mine børn.

Hun har fortalt mig, at hun bedst ved hvordan jeg har det, og hun har overhørt mig, set hen over hovedet på mig og behandlet mig som et journalnummer.

Stakkels, stakkels lægedame! Fy, fy – at hun behandler mig på den måde – og måske er det noget hun bliver nødt til for ikke selv at bukke under for stress? Men hun er en stakkel, hvis hun i alle henseender glemmer at se på det menneske hun sidder overfor.

Stakkel.

Jeg har bestemt ingen planer om at dangdere den, og jeg har bestemt ingen planer om hverken at begå selvmord, trappe ud af min medicin, omsorgssvigte mine børn, sætte mit liv over styr – eller hvad hun ellers kan finde på at forestille sig af skrækkelige scenarier.

Jeg har tværtimod mere end lyst til at finde tilbage til arbejdsglæde og modet til at finde mine ben i dén del af livet også – og oven i købet har jeg for nylig fået DEN idé om hvad jeg gerne vil arbejde med.

Jeg har mere end lyst til at tale om det, få den vejlening jeg har brug for, samarbejde, gå gennem ild og vand og finde mit allerstørste mod frem!

Men det hørte hun ikke, for hun havde alt for travlt med at fortælle mig at jeg så måske skulle være ‘lidt mindre mor i en periode, indtil jeg var kommet ordentlig i gang med et arbejde’….

Og dét kan hun glemme, kan hun!

Hallo, hør nu her? Det er ikke dovenskab, det er depression. Det er ikke spekuleren i at malke systemet, det er stress. Det er ikke skadefryd, det er angst.

Så fat det dog?

Måske jeg skulle blive læge? Så kan hun komme til mig, når hun bukker under for stress, og så vil jeg gi hende et knus og fortælle hende, at jeg stoler på hun finder sine svar og sin vej, hvis hun tager sig tid til at lytte til sig selv.

Altså. Fy, Lægedame!

Siger jeg bare.

Skriv et svar