En afslutning. Og nye begyndelser…


Ahh.

En tåget morgenstund, alle børn og prægtige mandfolk er placeret de rette steder, farvelkram, madpakkecirkus og teenageskænderier.

Ganske som vi plejer.

Kaffen er dejlig varm, og om lidt venter vasketøjsbjerget på min kærlige omsorg.

Jeg stjæler mig til et øjebliks sofa-ro, og nyder bevidstheden om at Verden derude er vågen.

Mine dage er lange og gode. Jeg elsker, at jeg har fået min energi og min glæde tilbage.

Jeg vil faktisk vove noget. Lige nu – et udsagn, en tanke.

Jeg vil nemlig vove at sige højt, at jeg ikke er depressiv mere.

Jeg har ventet på det. Længe. Og det kom snigende ind på mig uden jeg vidste hvordan eller hvorfor.

Men glæden bobler i min mave, og lukker jeg øjnene og trækker vejret dybt kan jeg mærke, hvordan en gammeldags oliebrønd arbejder i mit mellemgulv – men det er ikke olie den trækker op, det er stor, flydende, gylden glæde.

Jeg er så lykkelig. Lykkelig over at livet stadig har så uendelig meget at byde på. Lykkelig over at intet nogensinde igen bliver så slemt.

Dertil er jeg blevet for klog. For prøvet. For glad.

Jeg ved godt, det er skrøbeligt, og jeg passer godt på mig selv. Den tanke er også ny – at jeg for fremtiden skal behandle mig selv mere nænsomt. Det bliver en ny måde at skulle leve sit liv på. Jeg skal huske at holde mine pauser, jeg skal huske at trække vejret. Jeg skal minde mig selv om at selvom der er dage, som føles håbløse og afvisende, er det stadig bare enkelte øjeblikke – og ikke hele mit liv, det handler om.

Jeg er så lykkelig over at min hjerne og mit hjerte bobler med ideer og tankemylder om projekter der skal sættes i søen og mennesker jeg skal lege med.

Jeg er lykkelig, og jeg passer på hver eneste lille tankebobbel og nurser den, så den ikke falder på gulvet og springes.

Det har taget mig så mange år at lære det – men jeg ved det nu.

Jeg ved, at jeg ikke kan det hele på én gang. At det er ok at sige ‘vent’ eller takke nej.

Det lyder så skide nemt, når andre siger det, men det har aldrig været nemt. Måske skyldes en del af min stress og afmagt også, at jeg selv gerne har villet det hele på én gang. Nej, ikke måske. Det er sådan det har været.

Men jeg ved det nu. Og når først det er lært kan det ikke aflæres igen.

Jeg passer på mig selv, gemmer mine vidunderlige idébobler på et sikkert sted – og tager én af dem ad gangen.

Tja. Det lyder simpelt. Det er det ikke altid. Jeg er klar over at denne erkendelse bliver ret skelsættende for hvordan resten af mit liv skal leves.

Det er en stor del af min identitet der skal vendes om – at jeg ikke altid siger ‘ja’ som det første, men at jeg siger ‘vent’, eller ‘det har jeg brug for at tænke over, inden jeg siger ja’.

Men det er nødvendigt at se på mig selv i dét lys, for dernede i fosterstilling vil jeg aldrig, aldrig, aldrig ned igen.

Nogensinde.

Louise, som er indehaver Human-Care (Dét sted jeg har været på kursus i forbindelse med min sygemelding) begynder snart med et nyt initiativ.

Hun kalder det job@power, og det handler i bund og grund om at skride ind og arbejde med at forebygge stressen INDEN man rammer fosterstilling på gulvet.

Hvor ville jeg ønske at jeg selv var mere bevidst om i hvilken retning jeg bevægede mig – dengang.

Og at sådan et tilbud fandtes – dengang.

Sådan en mulighed ville have ændret en del for mig, tror jeg.

Hvis jeg tænker lidt vildt kunne det måske endda have forebygget min nuværende situation, hvor jeg ikke kan og/eller ønsker at vende tilbage til at være lærer.

Jeg bilder mig ikke ind, at jeg bare er totalt cool og klar til at erobre verden fra nu af. Men jeg bilder mig ind, at jeg fremover vil være meget, meget mere opmærksom på de stress-signaler jeg opfanger. Og at jeg vil være i stand til at hjælpe mig selv, så det aldrig igen får lov til at udvikle sig som det gjorde.

Det er en god tanke. Og det er godt at vide, at der sidder mennesker derude som ved hvordan de kan hjælpe mig, hvis situationen opstår igen.

Jeg tror ikke jeg er den eneste der har det sådan. Derfor lægger jeg et link hér til Louises blog, hvor du kan læse flere af hendes virkelig interessante tanker om at skride til handling INDEN situationen bliver grotesk.

Jeg tror vi er mange. Nej, jeg VED vi er mange. Kvinder, som forsøger at kunne det hele på én gang. Jeg ønsker ikke for nogen i verden at de kommer til at ligge dernede og ralle. Men virkeligheden fortæller noget andet end mine naive ønsker.

Det er godt, at der sidder nogen som Louise derude, som har gennemskuet at det er nødvendigt at sætte ind, længe inden halsen begynder at snøre sig sammen og nætterne bliver tunge.

Jeg er så lykkelig over at jeg har fundet glæden igen. At stressen og depressionen forsvandt.

Jeg er lykkelig. Og kaffen er dejlig varm.

Det er godt.

Og nok.

Skriv et svar