Forsømte forår

Med kolde kinder og hans varme hånd i min går vi.

Solen fylder mine øjne med klarhed og lys, og hans bløde kys ligger stadig og varmer mine læber.

Der var et forår som forsvandt i angst og sorg.

Det forår kom og gik uden jeg ænsede det, og samtidig var jeg angst for at jeg aldrig igen ville opleve den spirende magi og den favnende, skarpe sol.

Jeg kunne se hvordan resten af verden kravlede ud af skyggerne, missende med øjnene og vinkende til hinanden i gensynsglæde. Men jeg var for træt til overhovedet at smile, og solen skar mig ubønhørligt i øjnene.

Det var det forår jeg gik i hi.

Nogen skylder mig et forår, og denne gang vil jeg have det hele med.

Hver eneste lille knopskydning, hvert eneste lykkelige glimt af lun forårsfavnende magi. Det her er mit forår, og det er stadig kun ganske få timer gammelt – men jeg er derude.

Med hans varme hånd i min, hans kys på mine læber og hans hjerte i mit.

Skriv et svar