Fuld tilknytning på halv tid


Det er fedt at se, hvordan den lillebitte BabyBob bliver større og tykkere og vanvittigt kvik for hver eneste dag der går.

For lidt siden kunne han ingenting – og nu kan han allerede sidde selv, kaste med sin mad og råbe – på én gang!!

Hveranden mandag kommer de store retur efter en uge hos deres far – og BabyBob reagerer promte med kæmpefagter, gigasmil og et energi-overload der betyder at han bliver overstadigt smadre-træt efter kort tid – og til gengæld sover som en sten bagefter.

Stor gensynsglæde!

Han er jo stadig alt for lillebitte til at være bevidst om tid og afstand og savn og fravær og dén slags, men jeg synes jeg fornemmer på ham, at han ligesom leder lidt efter noget, når de store ikke er hjemme. Han kigger sig omkring, og forsøger at se rundt om hjørner – og jeg tror sgu han tænker ‘gad vide hvor de blev af?’…

Han er den heldigste baby – tænk engang at blive født ind i en flok. Hans liv vil altid være som en del af en større flok, i hans bevidsthed kommer han aldrig til at være alene. Og så alligevel lidt – for afstanden og savnet vil også være en permanent del af hans tilknytning til dem.

Tankevækkende.

Jeg håber vi vil være i stand til at give dem den fulde oplevelse, den fulde kærlighed, den fulde tilknytning – på den halve tid!

Tags:

Skriv et svar