Fyrbøder

  • af

ed siden af mig sidder han i min sofa uden at blinke, målløs, åndeløst, bevægelseslammet mens hastigheden pludselig blev ændret fra kaos til uendelig.

Han lokker mig drillende så langt ud over kanten for normal, at ord ikke rækker.

Han bærer mit lys, han puster til flammen, han rør mig og rører mig!

Han puster forsigtigt til mig, og jeg vælter med et kæmpetyst brag af hengivenhed.

Han spørger mig hvad lykken er, og jeg svarer ‘nu’.

Jeg spørger ham hvad meningen er, og hans svar er ‘nu’.

Han er den blinde plet for mit øje, der gør det umuligt for mig at stille skarpt. Han er den nærende ilt der luftigt, klart, blidt, mildt bærer mig på hænder og fødder.

Han er mine 70.ooo favnes fnisende hybris!

Han er fyrbøderen, der sætter mine historier fri.

Han åbner lugen ind til de ulmende gløder og pusler ganske nænsomt om flammen. Lægger brændet omhyggeligt tilrette og vogter med nidkærlig omhu at ilden tager ved, men ikke tager over.

Han er min bonderøv. Min tidsrøver. Min hjemstavns-floskel.

Min Horisontudvider. Min Livsnyder. Min Ærlighed. Min blide Vedholdenhed. Min upbeat Rolighed. Min insisterende Overraskelse. Min Fakkelbærer. Min Fyrbøder.

Min.

Skriv et svar