Goddag – og farvel

  • af

Jo. Gu er det vemodigt at sige farvel til den lejlighed!

70 kvm skilsmissehjem. 70 kvm børnemylder, crappy mad og forbudte smøger. 70 kvm sololiv og solotanker og engangssex og stædighed og ensomhed og 70 kvm tudeture og raseriudbrud og meget lange bade!

70 kvm seperationsangst og navlestrenge og 70 kvm fyldt med lego og savn og undren og de tusinde spørgsmål børn stiller, når verden omkring dem pludselig ændrer sig, og skal give mening på en anden måde end førhen.

70 kvm affaldsliv som død og pine skulle transformeres til simpel zen-living, ellers ville jeg sagu’sgu gnave min selvrespekt i stykker. 70 kvm affaldsliv, som aldrig kom til at give mening, fordi meningen altid ligger lige præcis uden for rækkevidde – men 70 kvm kompostliv som så småt ændrede sig fra affald til noget gen-anvendligt og nærende!

Det var i den lejlighed jeg for alvor så mig selv i øjnene. Ikke fordi jeg forstod hvad jeg så, eller egentlig brød mig om det.

Det var den lejlighed der blev mit første hjem – alene. Første gang jeg nogensinde (like EVER) prøvede at bo alene, tænke selv og gøre hvad jeg ville (eller følte jeg ‘burde’. Måske i virkeligheden også ret meget af det….)

Det var i den lejlighed jeg først følte mig så stærk som fucking Pippi, jeg var verdens stærkeste pige – for bagefter pludselig at blive bange for alting og ingenting.

Det var i den lejlighed jeg burede mig inde og nægtede andre og mig selv adgang til mit hjerte, og det var i den lejlighed en Bonderøv vristede sig ind gennem vinduet i hælene på indbrudstyvene. Det var i den lejlighed han stædigt insisterede på at erstatte alt det jeg havde mistet med noget større, smukkere, bedre.

Og det var i den lejlighed jeg endelig blev nødt til at se min frygt og mig selv i øjnene, og lade ham få plads i det 70 kvm store ego-liv, fordi jeg ikke kunne modstå hans blødme, og fordi han fik de selvsamme 70 kvm til at føles som et palæ af kærlighed!

Mit liv kan deles op i mange skelsættende begivenheder – den lejlighed er en af dem!

Det er vemodigt at tage afsked med 70 kvm skelsættende liv, men også overvældende fordi de små rum og store oplevelser der fylder lejligheden, for altid vil være mit sted, min start, mit hjem, mit hjerte.

Vi var forbi med kage og farveller, børnene, Fyrbøderen og jeg. For lejligheden er tømt og vores liv har fundet nye kvadratmeter, og en sidste stund i de gamle rammer er vigtige, så sjælen for alvor mærker at nu er det tid til afsked.

Farveller bliver det dog ikke til i den forstand, for hvor trist ville det ikke føles bare at overlade så vigtige kvm til en tilfældig?

At mine 70tusinde kvm liv blev overladt i en vildt fremmeds varetægt?

Og hvor ufattelig heldigt/ taknemmeligt/ synkront/ elskeligt/ vidunderligt/ vigtigt/ ufatteligt er det ikke, at det netop er hende, der også holder mit hjerte, som kommer til at leve sine 70tusinde kvm liv i netop den lejlighed?

Skriv et svar