Hvad det er de vil med livet…


Der bor mennesker i mit hus – mennesker, som jeg bilder mig ind jeg kender ud og ind, men som altid viser sig at overraske mig gang på gang.

Mens jeg har været dybt optaget af noget marked-noget i en anden landsdel er to-tredjedele af mine minimennesker begyndt på nye kapitler i deres liv – og jeg kunne knap nok nå at tænke ‘seperationsangst’ førend de selv tog busser i skole, selv kommer glade ind ad døren om eftermiddagen – og pludselig namedropper en hulens masse mennesker jeg ikke har chancen for at vide hvem er.

Hvordan fanden gør man dét? Er mor til nogen som er så store?

Jeg ved godt det burde følge med efterhånden som de bliver ældre og større og bevidste om verden omkring dem – men af én eller anden grund er jeg bare altid bagefter, halsende efter dem i forsøg på at rumme de forandringer og nye oplevelser, som de bare tager ind uden at blinke.

Hold nu høstfest, hvor er de blevet store. Totalt kliché. Men det er de altså!

TøseTrolden gik ud af døren i går med laaaaange ben i sine cowboybukser, hestehalen dansende bagud af kasketten og den nye lyserøde skoletaske fast monteret på ryggen.

Med sin store-storebror i hånden, som følger hende i skole, afleverer hende i sfo, krammer hende farvel og ønsker hende en god dag.

Og Mellemknægten har fået en hel skole for sig selv – nye begyndelser, nye oplevelser – og en hel flok nye mennesker, som i øvrigt allesammen kommer hjem og fejrer 11års fødselsdag lige om lidt…

Jeg kan ikke følge med. JEG er ikke klar til at de er så store.

Jeg gør det alligevel. Giver slip på dem. Det er den eneste mulighed, selvom det er med bævende hjerte jeg sender dem ud i verden.

Årh, kunne de ikke lige vente lidt. Bare lidt? Indtil jeg har fået krammet og nusset dem færdig?

Men ville jeg nogensinde blive det – altså færdig med at holde dem tæt?

Måske er det i virkeligheden meget godt de selv stikker af og bevæger sig derud i verden. Måske er det meget godt, at jeg står her tilbage og er stolt på den separationsangste måde. Og venter på dem med knus, når de kommer stolte og trætte hjem fra ekspeditioner.

Men arrrgggh, hvor ville jeg dog gerne lige ha krammet lidt mere. Hva?

Skriv et svar