Kosmisk spindelvævspoesi

Universets hastige uendelighed.

Det kosmiske spindelvæv.

Tåger af gas trækkes sammen, og tænder stjernelys i mørket.

Mørkt, usynligt stof falder frit sammen i et rum uden bund eller tyngdekraft.

Falder tværs gennem det lysende stof og reagerer ikke, bremses ikke, forstås ikke.

Stof mod stof.

Lange tynde strenge hvilende på overfladen af ubegribeligt store bobler af tomhed.

Lægger sig til rette i kosmos.

Poetisk uforståelighed og blændende orddans gemmer sig sært på uventede steder.
Også i artikler om trevlede kosmiske tråde og moderne astrofysik.

Jeg forundres af skønheden og den mening i ordene, som jeg ikke begriber.

Forførende forvirrende. Forførende smukt!

 

 

Skriv et svar