Kugleskøre dame

  • af

Min mor fylder år i dag. 61.

61 år. Så er man jo gammel?

Det underlige er jo bare, at min mor overhovedet ikke er 61.

Jeg husker dengang jeg var lille, og man synes at dem som var 34 var mega voksne og dem som var over 45 var tæt på pensionalder og plejehjem.

Og nu er det altså mig, som er 34 – og min mor som er 61…

Det hænger bare slet ikke sammen oppe i mit hovede.

Dengang jeg var omkring 10 år dansede min mors skilsmissekrøller lystigt på hendes hovede. Tætte og tossede hennarøde krøller. Vi boede til leje i et lille skodhus i Tulstrup, der var invaderet af hvepse om sommeren, og pivende utæt og iskoldt om vinteren.

Det er sådan jeg husker huset nu, som vanvittig 34-års gammel.

Men dengang tænkte jeg ikke over det. For jeg havde jo min mor. Min tossede, kugleskøre mor!

Tulstrup er en lillebitte by, der er en kirke, et plejehjem og en skole.

Vi boede i skodhuset klods op af kirken. Min mor arbejdede på plejehjemmet, og min søster og jeg gik på skolen. Min allerbedste veninde var præstens datter (Karen. Og gæt selv hvorfra min datter har sit navn!)

Hele verden var samlet i den lillebitte by. Hele verden var centreret omkring min mor. Tossede, tossede mor.

Hun var enlig mor, og når jeg tænker over hendes liv dengang er jeg forundret over at jeg slet ikke husker hende som negativ eller sorgfuld.

Tværtimod husker jeg hende som rapkæftet og viljestærk. Hun byggede selv en garage til vores lille 2CV’er, og slagtede selv høns ‘fordi det var vigtigt at hendes døtre lærte hvordan tingene så ud i virkeligheden’.

Selvom vi havde bil cyklede vi ofte til Ry for at handle mælk, uanset hvordan vejret var – og hvis min søster og jeg blev vrantne eller opgivende stak hun i et hyl af en sang, og trallede sig gennem genstridigt regnvejr og sine børns lunefulde temperamenter.

Min søster kom tit slæbende hjem med hel- eller halvdøde dyr, som hun skulle passe, og hver gang et dyr døde skulle det begraves op af kirkemuren på ordentlig manér. Troligt fandt min mor cigarkasser, silkestof og den lille skovl frem, og gik trofast med i kortegen af sørgende børn hen til kirkegårdsmuren, hvor dyret blev begravet med salmesang og et lille kors af ispinde.

Ved siden af skolen ligger en lille skov ned til Knudsø, og det var fast tradition at gå ture i skoven, min mor, min søster og jeg. Og det slog aldrig fejl; hver gang min mor fik øje på en stor sten forlangte hun at den blev indtaget og ‘nogen’ skulle holde tale. (Den dag i dag kan jeg stadig ikke gå forbi store sten, uden at springe op på dem, slå ud med armene og tage min mest højtideligt fjollede stemme på.)

Hun lavede regler for gaggede gangarter. Hun pakkede madkurve og inviterede til lange, vilde cykelture. Hun vaskede vinduer i bar røv og regnfrakke. Hun opfandt besynderlige lege. Hun kravlede rundt i huler og serverede saftevand og boller til de opdagelsesrejsende. Hun var virkelig virkelig mærkelig. Og helt vidunderlig!

Og i dag bliver hun 61 år.

Selvom hendes alder og helbred fortæller noget andet er hun altså stadig lige tosset. Nu bare med sine børnebørn!

Jeg mener – en ganske almindelig tirsdag kan hun ligge på gigtplagede knæ og kravle rundt i et inferno af Playmobil og dukker, fordi ungerne og mormor sådan set er ved at bygge Grønland, med igloo, eskimoer, vat-bjerge og – selvfølgelig – den kongelige porcelæns-isbjørn. Fordi den hører jo ligesom til i legen, ikk!

Hun kører rundt på sin damecykel med barnesæde bagpå, fordi hun fast henter et barnebarn én dag hver uge.

Hun fjoller rundt, opfinder lege, synger mærkelige sange, svømmer om kap med teenageren, finder dimser og dutter og påklædningsdukker fra sin egen barndom frem. Hun klæder sig ud, og hun tegner og fortæller og er virkelig virkelig mærkelig. Og helt vidunderlig!

Hun kan simpelthen umuligt være 61. Det hænger bare ikke sammen. Det passer meget bedre til hende at være 34, synes jeg.

Pension? Hvorfor dog det, siger hun. Hun har en faglig stolthed og er eminent dygtig til sit fag – hun har lige været på kursus, fordi det er vigtigt at lære nyt og hele tiden holde sig ajour med sit fag. Hun render til flere koncerter end jeg gør. Og må jeg lige ha lov at tilføje, at det altså er min mor der har backstagepas til det meste, og ofte fortælle at hun har hun trykket dén og dén i hånden, og i øvrigt er Clapton slet ikke så stor i virkeligheden.

Hun drøner rundt på cykel i Toscana og er fast inventar på Skanderborg Festival.

Hun lever og nyder og ånder og ER! For hendes livsnerve er syngende og trallende, og hun har så meget liv og lyst og leg. Hun er for fed, er hun. Hende min mor.

Jeg har købt en gave til hende, som jeg virkelig glæder mig til at give hende i aften.

(Nu læser du ikke med, vel mor?)

Nemlig Annamettes bog ‘Min mor’, hvor hun kan få lov til at fortælle om sig selv og sit liv og sine tanker. Og forhåbentlig kan jeg en dag få lov til at kigge med over skulderen.

Jeg tror nemlig gerne at jeg vil være min mor når jeg sådan for alvor bliver rigtig voksen (altså deromkring de 61 år…)

Skriv et svar