Lader være

Jeg kan faktisk godt panikke lidt over ikke at gå i panik.

Når roen føles lurende.

Når stilheden bliver for tyst.

Hvad er der galt? mumler jeg til min egen skygge.

Leder efter støv at hvivle op.

Fraværet af drama panikker inden i mig.

Bekymrer mit hjerte med urolig angst.

Skærer grimasser af rolig fattethed, mens mit indre tordner.

Mørket snor sig ind i min øregang, og hvisker til mig at tid kun er til låns.

Vanviddetspanikken er kun et åndedrag herfra.

Jeg kan selv vælge, om jeg går derhen.

De fleste dage lader jeg være.

Skriv et svar