Lavine

 

Der er så mange tanker som aldrig nogensinde når at blive til andet end mylder i mit hoved.

Der er tanker om kærlighed og børn og liv og håndarbejde og eksmænd og nye kærester og familie og strikketøj og indkøbslister og mere kærlighed og boligindretning og hvad jeg skal have på i dag og rengøring og veninderne og alt mellem himmel og jord.

Og så er der alle de tanker som jeg alt for længe har forsøgt at undgå.

De tanker der handler om mig. Og om job.

De myldrer mere end nogle af de andre tanker, og jeg forsøger desperat at gemme dem bag støv og krea-sysler, men de trænger sig på.

Jeg ved at de tanker bliver et problem, hvis ikke jeg tager fat i dem, én for én og kigger dem lige i øjnene.

Jeg hader det. Men jeg bliver nødt til at gøre det. Uanset hvor nervøs det gør mig!

Jeg er ved at nå et lidt besynderligt jubilæum, det er nemlig snart ved at være 1 år siden jeg smeltede i et køkken.

For 1 år siden havde jeg et job.

Jeg kan dårligt huske hvilket job jeg havde, for jeg gik i skilsmisse-panik og tog det første og bedste job som bød sig til. Dårlig idé. Rigtig dårlig idé.

Allerede dér var nedsmeltningen godt i gang, men jeg så det ikke komme i min desperate kamp for at få det hele til at fungere.

Jeg havde et job. Det havde jeg ikke ret længe.

Jeg smeltede i et køkken, og min eksistens blev en anden.

Inden jeg blev skilt troede jeg at jeg havde fuldstændig styr på mit liv og mig selv.

Jeg vidste hvem jeg var og hvad jeg ville.

Men skilsmissen startede en lavine, som jeg forsøgte at klamre mig til – altså lige indtil den dag jeg smeltede og gav op.

Lavinen indeholder ikke kun en skilsmisse, selvom det er voldsomt nok.

Den indeholder flere års gemt og glemt sorg. Over min fars død. Over mine manglende lærer-glæder. Over en Finansgris og et hus på Falster som stod til salg i halvandet år. Over en kærlighedstrussel, der konstant hang og svævede over mig som en guillotine. Over manglen på alt; lyst og vilje og overskud og nærvær.

Lavinen startede med at rulle for lidt mere end 1 år siden. Den tog det hele med, nådesløst.

Integritet og selvværd og energi og lyst og vilje og eksistensgrundlag og….job…og … hjem og liv.

Den efterlod mig alene tilbage med de rester som stod imod lavinens grove kræfter; totter af kølig genkendelighed og læssevis af gold angst.

Mit liv blev noget andet, og jeg blev en anden.

En anden Trine, ugift, uvidende, uambitiøs, udstillet, usammenhængende, uduelig, ukunstig, udefinerbar, ubeskrevet, ulykkelig.

Jeg har sloges med den nedsmeltede goldhed siden den dag jeg smeltede i det køkken.

Fyrbøderen sidder troligt ved siden af mig, holder om mig, lader mig tage tingene i det tempo som er mit, hvisker mig dejlige ord til mit ødelagte selvværd og verdensbillede. Og jeg elsker ham for hans styrke og hans tro på mig.

Han tror på noget som jeg ikke selv tror på. Som jeg ikke selv kan se.

Men jeg bliver nødt til at finde det frem, jeg bliver nødt til at se på hvad jeg kan og hvad jeg kan bidrage med. Selvom det er et helvede, og jeg mest af alt har lyst til at stikke begge fingre i ørerne og nynne skingert, indtil det hele er gået væk igen.

Helt konkret. Jeg ved jo godt at jeg ikke kan gå rundt og være sygemeldt resten af mit liv.

Helt konkret. Vi befinder os i et samfund, hvor et JOB er temmeligt essentielt i vores egen selvforståelse, og i andres forståelse af os. Man kan ikke eksistere uden et job, tilsyneladende.

Helt konkret. Jeg har det væsentligt bedre end bare i sommer, hvor jeg ikke engang anede hvordan jeg skulle overskue det næste måltid.

Helt konkret. Jeg begynder så småt at mærke en trang og lyst til at kende verden udenfor igen.

Men så er der alle de andre tanker.

Helt konkret. Hver anden dag er jeg ved at skide grønne grise over at skulle gå ud af min hoveddør.

Helt konkret. Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal derude på den anden side af døren, derude i verden?

Helt konkret. Jeg skal ikke være lærer igen. (!)

Helt konkret. Jeg vil ikke kunne overskue et fuldtidsjob. Måske ikke engang et deltids.

Helt konkret. Jeg har brug for hjælp og vejledning til at kommer derud igen. Ud i verden. Med selvværd.

Helt konkret. Jeg er på bar bund. På virkelig bar bund.

Jeg arbejder naturligvis på sagen.

Jeg blev hevet ind i manegen til en optræden, der føltes mere overvældende at tænke på, end det gjorde da jeg for alvor kom igang.

Og jeg har meldt mig til endnu et kursus. Mindfulness.

Men jeg aner ikke hvor jeg skal starte, hvad jeg skal tænke, hvad jeg skal tro.

Og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med min kæmpestore angst og min kæmpestore mangel på ideer om hvad jeg overhovedet har at gøre, derude i verden?

Men ét eller andet sted bliver jeg vel nødt til at starte?

Og lige nu er jeg startet med at gå en tur. Hver dag. Jeg skal ud, mindst 1 time. Ikke fordi jeg skal noget særligt. Men jeg skal bare ud.

Om jeg så bare skal stå på den anden side af hoveddøren indtil tiden er gået skal jeg ud.

For at komme ud. For at få det ind i min krop og mit system, at det er sådan man gør; man bevæger sig ud i verden – med tålmodighed og tillid.

Ud i verden, ud og kigge mig lidt omkring, ud og opdage at det ikke gør ondt, at verden ikke er farlig.

Lavinen var nådesløs, men jeg har dog trods alt de efterladte totter at klamre mig til. Jeg aner ikke hvor længe det her kommer til at tage, og jeg slås måske allermest med min egen utålmodighed.

Verden er ikke farlig. Jeg ved det jo godt, ikk. Jeg skal bare lige turde tro på det, og jeg skal bare lige turde tro på mig selv.

Jeg skal nok komme derud. Det går bare lige lidt langsomt.

Skriv et svar