Ordbetvinger


Det er lyden af en lillebitte bobbel, som brister i lige akkurat uden for min høreevne. Et mikroskopisk glimt af noget flygtigt, tilfældigt, magisk. Et smølfespark i yderkanten af min bevidste fatteevne.

Det dukker op af sig selv, uplanlagt, uforklarbart.

Diskret, gennemsigtigt, ordløst. En fornemmelse, en intuitiv flygtighed, en fortættet tanke.

Legesygt udfordrer det fnisende hele min tillærte erfaring med at skabe forståelse. Puster mig drillende i ørets indre meningstrang.

Jeg skal anstrenge mig til det yderste for at lade som om jeg ikke har opdaget det endnu.

Sanserne holder vejret i spænding, sindets bogstaver flagrer rundt i desperate forsøg på lande i ordløse sætninger, uden mening, uden substans. Hvirvlende. Frustrerende. Forventningsfulde.

Ingen direkte øjenkontakt. Ingen spørgsmål. Ingen opmærksom lytten.

Men dødstrusler til et hvilket som helst ord, der vover at skabe mening og klarhed. Vold mod umoden mening og mønstre, der vover at påstå at forståelsen er inden for rækkevidde.

Anstrengt afslappethed. Bevidst valg af stedet mellem søvn og vågen.

Vender jeg hovedet brat og kigger det direkte i øjnene, forsvinder det med et plob, uskyldigt forskræmt, inden det overhovedet fik besluttet sig for at blive til substans.

Væk igen. Borte. Efterladende en usynlig skygge af noget som aldrig blev virkeligt.

Det er en anarkistisk trang til at lade være med at kigge på dét, som hviskeråber og kalder på at få opmærksomhed. At lade som om, jeg ikke har opdaget det findes, og således lokke det til at materialisere sig i yderkanten af min øjenkrog. En insisterende ikke-insisteren.

Så jeg lytter sidelæns. Lader som om jeg ikke ser det. Ignorerer den hvirvlende, legesyge tåge. Holder mine sanser i skak. Venter. Anstrenger min fulde bevidsthed for at huske at glemme det findes.

Og så. Når jeg glemmer det findes, finder det sin form og sit mod til et overrumplende bagholdsangreb, og inisterer på sin berettigelse – og min pen.

Skriv et svar