Regnvåd lykkerus

Weekend og god mad kan gøre ufattelige ting for mit humør!

Svigermama, rollingerne, Overblikket og jeg gik en lang tur i den regnvåde julestemning i byen idag. Vi endte på Teknisk Museum, hvor både de store og små drenge fik deres tekniktrang udlevet. Dukkebarnet sad og sang med regnvåde krøller i sin klapvogn på vej hjem igen.

Nogle dage er det ren tortur at gå igennem byens forretningsgader når man ikke ejer en klink – men i dag var hvert vindue endnu en kalenderlåge fyldt med inspiration – lige til at lukke op og øse af!

Overblikket lavede den lækreste steg og forkælede familiens smagsløg med vidunderlige friske krydderier fra haven, et godt glas rødvin (ok, to…) satte trumf på – og jeg føler mig, tja… bare helt vildt lykkelig!

Min kreativitet trives når jeg griner meget! Og en dag som idag understreger at godt humør bringer et mylder af ideer med sig!

Blot for at nævne i flæng fik jeg lyst til at gå igang med:

Juleoppyntning

Filtede tæpper

Syning af min kjole

Øreringe

Filtede kræmmerhuse

Farveladeglade stofblomster

Jeg nåede endda at finde et par smårester frem fra gemmerne og syede 4 små, yndige stofrosetter til dekorationerne – selvfølgelig i prikket stof med sjove knapper!

Skriv et svar