Satelit

Jeg satelitter omkring som en dum bunke skrot – efterladt i ydre rums forgodtbefindende, uden mål, uden stedsans, uden egentlig indhold og uden egentlig formål.

En krøllet metalklump på ensom vandring i mørket.

Jeg aner ikke hvor jeg svæver hen, det føles så uanstrengt og samtidig som det sværeste i verden.

Hvor er jeg på vej hen?

Hvor kom jeg egentlig fra? Hvem byggede mig og udstyrede mig med alle disse fancy funktioner, som jeg allermest er skræmt af?

Hvorfor havnede jeg herude, ude af kurs, alene i mørket?

Min gamle skrammelhjerne ved godt at der vistnok var en plan med mig. Jeg blev bygget med et formål, men én eller anden forbindelse er røget, og noget brændte sammen.

Så nu hænger jeg her i det vægtløse og ved ikke helt om jeg skal være bange?

Jeg ved ikke hvad jeg skal være bange for – men jeg føler mig alligevel heller ikke helt tryg ved at det store ingenting omslutter mig.

Alt det ingenting omkring mig er ikke ondskabsfuldt, det er bare ingenting.

Ingenting kan være meget rart, næsten fløjsblødt. Men ingenting er stadig bare ingenting, og jeg ved ikke helt hvad jeg skal bruge det til?

Stille og lydløst, glidende rundt i ingentingheden.

Jeg satelitter.

Er jeg ude af kurs, eller kan jeg bare ikke se den? Hvad var det nu jeg var konstrueret til?

Jeg ved jeg er her af en grund, og jeg vil finde ud af hvad den grund er.

Jeg er skræmt fra vid og sans, men selv gamle satelitter med kortsluttede skrammelhjerner har brug for at tjene et formål.

Og mit formål vil vise sig, jeg ved det. Med held, og tillid til at ingentingheden og min usynlige kurs hjælper mig.

En dum bunke skrot på vej til at finde lidt mening i det tomme, ensomme univers. På samme måde som alle de andre ensomme skrotbunker derude.

En ensom vandring i mørke, på vej til at finde min kurs. Med tillid.

Skriv et svar