Sit, Fru Kristoff

I dag sidder jeg helt stille.

Med hæklerier og Tourmalet.

For i morgen skal jeg på tur med ungerne, og jeg bliver nødt til at være forberedt, både fysisk og psykisk.

Det er det der med at blive klog, og sjældent rig, af skade – jeg er efterhånden ved at lære hvad det vil sige at være depressiv – for mig.

Og det betyder at jeg må tvinge mig selv til at sidde stille et par dage inden jeg skal ‘orke’ (uanset hvor vidunderligt det jeg skal orke er), for ellers brænder mit hovede sammen og så vil jeg bare hjem, mat og mut.

Og næh nix, i morgen skal jeg være frisk, for jeg skal besøge min dejligste søster, og det vil jeg fandme have energi og glæde til.

(Damn, hvor jeg hader at være hér, midt i det. Og det er det eneste jeg kan. Jeg hader, hader, hader det. Og længes så brændende efter at have overskud og glæde på kontoen. Jeg længes efter mig. Og er seriøst bange for at dét her er gået hen og er blevet mig?)

Skriv et svar