Skrive-blog-kering

En blog? Men hvorfor?

Jeg er ikke sikker på jeg kan give et klart svar – men jeg kan da i det mindste forsøge at gøre et par af mine tanker til at forstå – om ikke andet, så for at jeg selv kan forstå det???

Jeg har tænkt over at blog-skrivere jo på ingen måde kan gøre sig forventninger om at deres tanker og skriblerier bliver læst. Måske er det bare ord, linjer og billeder der flyver fra skærmen ud i det store tomrum vi kalder Internettet.
Så for hvis skyld er det man skriver en blog?
Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at jeg da naturligvis er hamrende spændende at høre på, at min fanskare vil elske at følge med i mine hverdagstrivialiteter – og at det desuden vil være spændende for den øvrige verden at kaste et blik tilbage på, når jeg en dag modtager min Nobelspris….

Nej, vel?
Men for hvis skyld så?
Jeg er nået frem til et revolutionerende svar: Jeg gør det for min egen skyld.
Tadaaaa!
Vildt, ikk?

Men den næste tanke jeg fik var ret nærliggende: Hvorfor så ikke bare skrive en dagbog, lige som alle de andre piger jeg kender, der er 32 udenpå, men indeni stadig går med rottehaler og tegner hjerter i kladdehæfter?
Tja…
Jeg har faktisk en dagbog. Og selvom rottehalerne forlængst er skiftet ud med den noget mere voksne nød-hestehale må jeg tilstå, at hjerterne til tider alligevel sniger sig derind…
Men min dagbog – den er jo til at skrive om mit eget, rigtige hjerte, om min veninde der opfører sig som én med rottehaler selvom hun er 32, og – selvfølgelig – om min mor…..

Så min blog er til alt det andet….
Ikke så lidt, når man tænker efter!

Jeg har en hemmelig drøm som jeg har lyst til at dele med hele verden: Er I klar?
Jeg har lyst til at skrive!
(Så – nu er det ikke helt så hemmeligt mere, men sig det ikke videre, vel?)
Jeg har allerede de første par manuskripter liggende som løse filer og dokumenter rundt omkring på min pc, og jeg er stille og roligt på vej hen imod at sende det første afsted til et forlag (…og kritik!)

(Undskyld mig lige et øjeblik, men min underbevidsthed skal lige holdes på panden, mens den brækker sig af angst…)

Så jeg har aftalt med mig selv, at min blog skal være mit lærred.
Min skitsebog. Mit storyboard. Mit partitur.
Det er hér jeg vil øve mig i at skrive – og her jeg vil øve mig i at lytte til andres kommentarer på de ting jeg skriver.

Kære Læser – hvis du er hér!
Hvor er jeg glad for at du gider kigge med over skulderen – jeg håber du morer dig – om end ikke andet, så over min totale mangel på selvkritik 😉
Har du en kommentar, så vil jeg glæde mig til at lytte!

Skriv et svar