Slut Prut Karma

Man bliver nødt til at flytte sig væk fra sit eget sikre sted, for at lære nyt.

Man må nødvendigvis rejse væk, for at man kan finde hjem igen.

Et andet udsyn. En ny vinkel. Nye perspektiver.

Det er lige derude – lige uden for tryghedens behagelige komfort – at sanserne skærpes og opmærksomheden finder sit fokus.

Det er i de ukendte luftlag, at modet skal stå sin prøve. Beslutningen. Viljen til at turde være modig, også i de lange, seje træk.

Og når man så står der og rent faktisk opdager, at det lykkes – så skal man også turde finde modet til at vende hjem igen.

Noget må slutte, for at andet kan begynde.

Jeg længes hjem. Jeg har længtes hjem så længe.

Jeg er ikke klar. Ikke endnu. Men det bliver jeg lige om lidt, kan jeg mærke.

For rejsens formål er vel i sidste ende, at man vender hjem. Rigere. Klogere.

Måske er rejsens formål i det hele taget, at man finder ud af, hvad hjem er?

Og så sker der det, som egentlig er indlysende nok, når man tænker over det:

Man opdager, at der er dele af opbakningen, som ikke længere er nødvendig. Bagage, der er blevet pakket omhyggeligt ned og slæbt med hele vejen – uden det har tjent ét eneste formål, andet end at tynge.

Det er tid til at sige farvel.

Farvel til den tyngende bagage. Jeg har ikke brug for den mere. I bund og grund havde jeg vel slet ikke brug for den til at starte med, men slæbte den med, fordi det var det jeg havde.

Noget må slutte, for at andet kan begynde.

Der skal siges farvel før jeg overhovedet er klar til at vende hjem.

Så. Farvel.

Det var i virkeligheden aldrig bagagen selv, der valgte at blive slæbt med. Det var mig, der troede at jeg behøvede den. Men ikke mere.

Og undskyld. Undskyld til mig selv, over at jeg tog mig så lang tid om at opdage det.

Slut. Prut. Karma.

Og punktum.

Rejsen hjem bliver lettere. Jeg glæder mig vist nok?

Skriv et svar