Umulig jul


Og så drønede de ellers ud af døren igen.

Til en anden jul end vores, og andre eventyr som venter på dem lige rundt om hjørnet.

Jeg lærer det aldrig. Jeg kommer aldrig til at forstå det med hjertet. Jeg vil altid synes det er umuligt, grufuldt, rædselsfuldt.

Det har gibbet i mit hjerte hele ugen. I hver eneste samtale jeg har haft med dem, hvert lille moment, hvert grin og hver diskussion.

Det gibbede i mit hjerte hele aftenen i går, hvor vi lavede storebørns-tur med burger og bio. Det gibbede især i mit hjerte i morges, da jeg sendte dem ud af døren med vink og kys og hilsner til alle de gode mennesker, der skal krydre deres eventyr med spænding og kanel.

Det er umuligt at skulle save sig selv over i to halvdele på den måde, hele tiden. Det er grufuldt at undvære dem konstant. Det er rædselsfuldt at være degraderet til forælder på halv tid.

Umuligt!

Og så alligevel ikke. Helt.

Jeg er jo ved at lære det, efterhånden. Hverdagene er dejlige, fine og lange. Jeg elsker hverdag. Især dem, hvor alle mine børn er samlet.

Det er bare den åndsvage jul der gør, at det gibbede ekstrameget i hjertet, da jeg vinkede mine farveller i morges.

Jeg ved jo godt – med hele mit hjerte og hele min bevidsthed, at de skal have en fantastisk jul og fantastiske eventyr og fantastiske oplevelser.

Det er ikke deres virkelighed, som er umulig – det er heldigvis bare min.

Og min (umulige) jul er i grunden slet ikke så umulig.

Jeg prøver at lade lidt som om det stadig bare er almindelig hverdag, og ikke sådan rigtig jul for alvor.

Hvis det var stor og alvorlig og magisk jul, så ville jeg dø af sorg og savn.

I stedet jeg lader som om det bare er en lillebitte, hverdagshyggelig og små-magisk jul, uden alt for store armbevægelser – og alt for umulig savn.

Selvfølgelig skal vi have et lille juletræ, og selvfølgelig skal vi i kirke og synge alle vores yndlingssalmer og danse lidt rundt om træet og spise lækker mad og give hinanden gaver.

For. Når sandheden skal frem – og det skal den jo – så hader jeg jo ikke jul, vel?

Ikke når jeg får lov til at se den med lidt andre, knap så umulige øjne. Fyrbøderens, for eksempel. Og Bobs.

Hvor gerne jeg end ville lægge mig ned og rulle rundt på gulvet i et teatralsk hysteri-anfald, så har jeg et par andre mennesker, som hverken føler sig hadske eller halve.

Og deres juleglæde skal have lov til at smitte mig lidt i år, så jeg måske kan blive knap så forhærdet og jule-umulig.

Det har jeg lovet dem. Og det har jeg lyst til.

Min søde lille Bob skal i hvert fald ikke vokse op med en jule-kynisk mor, der lader gamle følelser og gamle erfaringer definere hans jule-magi.

Det er mit eget løfte til mig selv.

Og jo. For pokker. Hvor er det svært. Men jeg prøver. Det gør jeg virkelig.

Med tålmodighed og hverdags-hed og småbitte stilfærdige jule-tiltag.

Men jeg øver mig, selvom det er svært. For nok er det svært – men det er ikke umuligt!

Skriv et svar