Det’ bare noget vi leger!

Unødvendigt pjank

 

 

Jeg sad og bladrede rundt på Instagram, da jeg faldt over et hjertesuk, som jeg i dén grad kunne genkende mig selv i:

Mette Nørhede – Gefiltefish (dygtig, dygtig illustrator, designer og garn-tosse) skrev:

 

“En af de gode ting ved Instagram er at man kan følge SÅ mange dygtige kunstnere og illustratorer. En af de dårlige ting ved Instagram er, at man kan følge SÅ mange dygtige kunstnere og illustratorer”.

 

Argh!
Det er virkelig forbandet at have det sådan. Jeg kender det SÅ godt fra mig selv.

Dét, som den ene dag kan føles som inspiration og generering af den ene eksplosive idé efter den anden, bliver den næste dag til:

 

– De er tusinde gange dygtigere end mig. Så dygtig bliver jeg aldrig, om jeg så øver mig fra nu af og til jeg dør.

– Alle de originale ideer er allesammen taget. Jeg kan kun reproducere dårlige skygger af andres genialitet.

– Det er i øvrigt røv-uinteressant, det jeg kan producere. Jeg er hamrende ligegyldig, set i det store perspektiv.

– Sammenliget med dém er jeg bare en håbløs amatør.

– Hvordan kan jeg bilde mig ind at kalde mig kunstner/designer sammenlignet med dem?

 

Jeg er selv min egen hårdeste dommer!
Den hammer jeg slår mig selv i hovedet med er formstøbt, så den passer til lige præcis samtlige mine mindreværdskomplekser og angst for ikke at slå til.
Det er ofte ting, der minder om det jeg skriver her ovenover, som jeg går rundt og siger til mig selv.
Det kan være besynderlige småting, der udløser det – fx. at bladre rundt på Instagram eller Pinterest på en særligt sensitiv dag.

Jeg kender ikke én eneste kunstner/designer/krea-tosse/strikker/maler/forfatter/(menneske, måske?) der ikke har det sådan.
Ikke ÉN eneste!

 

Så sidder vi der – allesammen – og fortæller os selv, at vi er nogle små miserable skabninger, der lige så godt kan lade være med at skabe noget som helst, fordi vi alligevel aldrig bliver ‘gode nok’, eller lige så dygtig/nyskabende/inspirerende som ‘alle de andre’.

Den ene side af det er, at det er rædselsfuldt at have det sådan. Den anden side af det er, at det er EN STOR FED LØGN!

Phew! Heldigvis!
(Og det ved vi jo godt, hvis vi lige gider slippe hammeren et øjeblik, ikk?!)

 

Unødvendigt pjank

 

Jeg har fundet en løsning, som 9 ud af 10 gange hjælper mig med ikke at tage det hele så alvorligt:
Det der med at skabe noget – det skal være sjovt og skægt og inspirerende og legesygt og pjanket. Det skal slet ikke være så alvorligt, vel? Det er når vi leger, at ideerne kommer væltende – og glæden. Det ved vi jo godt 🙂

Så når jeg har krise i mit skabende hjerte, bliver jeg nødt til at minde mig selv om at lege.
Jeg bliver simpelthen nødt til at lave regler for mig selv, om at jeg ikke må lave noget som helst – ikke det mindste – som skal blive til noget.
Det er jo bare noget vi leger, ik??!

 

Jeg kunne fx. sagtens finde på at:

– Tegn 100 glade ansigter på et stykke papir.

– Klippe en hel bunke servietter ud og lave store blomster af dem.

– Strikke ét eller andet i det grimmeste garn, jeg overhovedet kan finde.

– Gå i Tigerbutikken og bruge en 50’er på at købe noget fuldstændig ubrugeligt, som får mig til at grine.

– Lave foto-udfordringer for mig selv, fx kun at tage billeder af noget som er rødt.

– Købe en rigtig, rigtig fin notesbog og måske nogle smukke farver, og tegne sammen med mine unger.

– Strikke i farver jeg ellers aldrig ville have sat sammen. Jo værre, des bedre.

– Købe en lp i generen, bare fordi den ser pæn ud, og gå hjem og lytte til den fra ende til anden

 

Jeg har en million af den slags ideer. Gak og fis og ballade og løjer. Alt sådan noget undøvendigt pjank – som jo i virkeligheden er så pisse vigtigt, fordi det er derfra hele kreativiteten stammer. Pjank!
De er jo bare fis og ballade, og slet ikke spor farlige – og det er rigtig godt. Så kommer jeg nemlig til at grine, og bliver helt optaget af at lege, så jeg helt glemmer at jeg sad dér og havde ondt i mit skaber-hjerte.
Og inden jeg får set mig om, så er jeg gået i gang med at skabe noget igen, noget som er vigtigt og legesygt og slet ikke spor farligt længere.

Du kender det godt, gør du ikke?
Hvad gør du, når du sidder der i din kreative welt smerz og er lige ved at bukke under?

1 tanke om “Det’ bare noget vi leger!”

  1. Jeg opfatter mig selv som en sysler. Ikke en kunstner.
    Alligevel kender jeg det alt for godt. Elsker at lade mig inspirere her og det i den store sociale medie-verden. Men kommer også nemt til at føle sig lille. Dine tips til at føle sig stor og legeglad igen er hermed noteret i baghovedet.

Skriv et svar