Vi

  • af

Det nærmer sig!

Jeg mærker det synge i mine knogler og i mine hjernevindinger. Jeg mærker hvordan det synger i mit hjerte af fryd. Fyrbøder-fryd!

Vores liv skal for alvor til at tage en alvorlig begyndelse. Om ganske få dage, timer, minutter.

Vi skal begynde på vores. Vores hjem. Vores liv. Vores.

Ikke mit. Ikke hans. Men vores!

Vi har kendt hinanden længere end jeg har turde tage kæreste-ordet i min mund. Vi har været kærester længere end jeg har tænkt på os som en samlet helhed. Vi har været to i længere tid, end jeg har turde tro på to!

Det var mit liv, han besøgte. Mine værdier, mit hjem, mine børn, min virkelighed.

Han var med, sad tæt og lige ved siden af, talte med mig om alt der kan italesættes, og alt det som ligger derudover. Langt derudover.

Men det var mit liv. I hvert fald i mit hovede.

Det var hans liv, jeg besøgte. Hans værdier, hans hjem, hans virkelighed.

Jeg var med, sat helt tæt og lige ved siden af, mens jeg talte med ham om alt det som kan italesættes, og alt det som ligger derudover. Langt derudover.

Men det var hans liv. I hvert fald i mit hovede.

Jeg ved ikke hvornår det ændrede sig, og det er vist egentlig heller ikke vigtigt.

Men der skete noget. Måske første gang jeg sagde ‘vores børn’. Måske første gang han sagde det?

Måske første gang jeg sagde ‘vi’ og mente det? Måske første, ottende, femogtyvende gang han insisterede på at være en del af det ‘vi’ jeg talte om, men ikke helt turde tro på alligevel?

Måske skete det bare?

Vi deler liv og hjerter. Og om lidt deler vi også et hjem. Vores hjem!

Skriv et svar