Virkelighedsramt

Men hvad sker der så egentlig. I mit virkelighedsramte liv?

Joo…

Jeg er begyndt på noget som minder om arbejde.

(Ja, det er så i virkeligheden en virksomhedspraktik – og jeg er stadig på kontanthjælp. Men i min selvforståelse er det et arbejde)

Det er fedt, federe, fedest. En blød og herlig hverdag, omgivet med fibernørderier og hyggelige timer.

Jeg er træt. Og glad.

Og tog lige den første uge med fuldt skema, samtidig med jeg havde børnene hjemme.

Det gik godt! Og jeg er glad. Helt utrolig glad.

Fordi jeg kan mærke at jeg…. KAN.

Jeg kan. Jeg er GOD til det jeg gør. Det betyder alt. I hele verden!

Jeg kom vistnok også til at drikke mig ret besoffen i weekenden. Mere end én gang.

Og se noget fodbold på storskærm. Og juble lidt over nogle spanske mænd i korte bukser.

Og et dansk hold, som satte alle rekorder.

Og spiste en pizza med så meget hvidløg, at Fyrbøderen dagen efter nægtede at kysse mig. En pizza, som jeg vel at mærke intet erindrer om…

Og fik vistnok snakket ret meget med Thorbjörn fra Færørene. Tror heller ikke han husker hvad vi talte om.

Fik vistnok også lukket og slukket for yndlingscafeen. Har bare glemt hvorfor?

Nåh ja. Og jeg har købt nye bukser. Som ikke strammer.

Fordi jeg er blevet sådan lidt… hmmm… trind. Om livet.

Og tænker hver morgen at jeg burde få gjort noget ved det, men kommer alligevel hver dag frem til den konklusion, at jeg egentlig har det for godt til at jeg gider.

Og så drømmer jeg om Maude om natten.

Som i hver eneste drøm martrer mig ved at gå op og lægge sig, og efterlader mig med verdens dårligste samvittighed over at jeg ikke er god nok i hendes øjne.

Og i hver eneste drøm har jeg alle ordene klar, alle argumenterne står linet op. Hver eneste nat drømmer jeg, at jeg – endelig – får sagt til hende præcis hvad jeg mener om den måde hun behandler mig og de andre, der er tæt på hende.

Og hver morgen vågner jeg og har glemt de lækre, sprøde replikker. Og ærger mig.

Og så kom jeg forresten i tanke om min lillesøster, der engang gik så meget op i sine kæle-duer, at hun perfektionerede en due-lyds-efterligning. Helt nede i struben.

Og fik i øvrigt besøg af min lillebror. Og nogle fisk.

Og glæder mig, fordi vi lige om lidt skal holde årets traditionelle sommerfest. Altså, uden fisk. Men med børn og røverhistorier og rosévin (gammel, intern joke) og teltlejr og Bobby og Bibbi og ukulele og hjemmebryg og guitarsjov. Jah!

Jeg strikker. Meget.

Det vokser hastigt frem mellem hænderne på mig, og et arbejde i én af de lækreste strikkebutikker gør altså ikke min garnhunger mindre!

Til gengæld får jeg ikke gjort særlig meget rent. Eller ryddet op.

Men fik til gengæld besøg på en tømmermandssøndag af et par kæmpestore drenge, der lige kiggede et smut forbi efter en tur i svømmehallen. For lige at se, hvordan vi havde det herhjemme.

Og jeg får krammet. Og kysset. Og flettet fingre.

Og gået lange, lange ture i vores by. Og sat streger på et by-kort.

Røde streger for de gader vi ikke har lyst til at bo på. Grønne streger for de gader vi vil elske at leve liv.

En dag er kortet tegnet færdigt, og en dag får vi råd til at købe et hus. Sammen. På en af de gader, der gerne må danne rammen om det her virkelighedsramte liv.

Jeg har stadig ikke fået ringet på den stilling jeg bare VED er til mig.

Men jeg får det gjort.

Jeg har heller ikke lige fået ryddet op i alle mine regninger. Men det får jeg også gjort.

Virkeligheden har godt fat i min nakke. Ikke dén som handler om regninger og job og rengøring. Men den der helt nøgterne, øjeblikkelige, skinbarlige, smukke, virkelige virkelighed.

Er det ikke bare vidunderligt?

Skriv et svar